AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Tak for i år. Den levende musik vendte tilbage ved Sommerjazz 2020

Tak for i år. Den levende musik vendte tilbage ved Sommerjazz 2020

19/1/2021 | Forfatter:


Så er det slut på en uge med fantastiske jazzkoncerter i Aarhus. Det blev på mange måder et helt særligt år, men musikken lod sig ikke holde nede af covid-19. Der var jazzmusik. Der var publikum. Der var oplevelser og god stemning. Sommerjazz 2020 præsenterede mere end 170 coronasikre koncerter på 25 spillesteder over hele byen.


 

Dette var året, hvor vi alle skulle vænne os til at sige sommerjazz i stedet for jazzfestival, hvor arrangører over en bred kam kunne melde om udsolgte koncerter, og publikum måtte bestille billetter på forhånd eller komme i god tid til spillestederne for at få en plads ved de eftertragtede koncerter. Der blev naturligvis levet op til myndighedernes forskrifter, hvilket resulterede i færre publikumspladser til koncerterne, og samtidig var jazzpublikummet sultent efter de levende kulturoplevelser. 

Sommerjazz 2020 var domineret af de hjemlige danske musikere, men alligevel fandt enkelte udenlandske navne vej til programmet. Arrangørforeningen Sun Ship kunne fx præsentere den Berlin-residerende amerikanske guitarist Kurt Rosenwinkel som en del af hyldestkoncerten til den danske bassist og komponist Nicolai Munch-Hansen, og Café Støj havde besøg af saxofonisten Scott Hamilton. 

Jazzfesten var i høj grad rykket indendørs, og der var ikke samme liv med jazz i byens gader, som plejer at kendetegne Aarhus Jazz Festival. Koncerter på Bispetorvet, Telefontorvet og i Ridehuset kunne ikke gennemføres i år, dog havde Café Smagløs mulighed for at præsentere koncerter hele ugen på et indhegnet område på Klostertorvet. Det lykkedes også at åbne ugen med en street parade ad en alternativ rute med Sommerjazz Brass Band, så byen kunne mærke, at der var gang i musikken.   

Sommerjazz 2020 har budt på mange fantastiske musikalske øjeblikke. Det lykkedes arrangørerne med kort varsel at samle et flot koncertprogram. Musikhuset Aarhus samarbejdede med Aarhus Jazz Orchestra om tre forskellige koncerter, der var så populære, at der måtte laves ekstra koncerter – og havde desuden koncerter med bl.a. Kira Skov, Bagland og Steen Rasmussen Quinteto feat. Josephine Cronholm. Der var program hele ugen i Helsingør Theater, Den Gamle By, hvor man bl.a. kunne høre Bo Jacobsen Spirit, Veronica Mortensen Quartet, Oilly Wallace – Celebrating Charlie Parker, Nikolaj Hess Spacelab og to børnejazzkoncerter. I Aarhus Domkirke præsenteredes koncertrækken Solo – Duo – Trio – Kvartet: solokoncerter med Kasper Tranberg og Christian Windfeld, duo med Jesper Thilo og Kresten Osgood, orgeltrio med Kjeld Lauritsen samt den klassiske saxofonkvartet Jutlandia Saxophone Quartet. Radar havde besøg af Svaneborg Kardyb, Abekejser m.fl., og på Erlings Jazz- & Ølbar kunne man høre bl.a. Jesper Zeuthen/Jacob Anderskov/Anders Vestergaard, Anschlag med Søren Kjærgaard og Peter Bruun, samt Artur Tuznik Trio.

Der var stor bredde i programmet, hvor Bazarjazz som noget nyt præsenterede musik på Gellerupscenen under Sommerjazz. Der var eksperimenterende jazzkoncerter hos Sun Ship, COLABS og på Udstillingsstedet Spanien 19C – og den traditionelle jazz kunne opleves hos Aarhus Jazzklub. Desuden var der koncerter hos Salling Rooftop, Hantwerk, VinDanmark, Skt. Lukas Kirke, Aros, Gyngen, fairbar, KP5, Cockney Pub og Musikcaféen Nørre Allé 66.  

Vi sætter nu punktum for en uge, hvor livemusikken og de gode koncertoplevelser vendte tilbage. Aarhus Jazz Festival ønsker at takke publikum, musikere, arrangører, spillesteder, frivillige, fonde og sponsorer for at bidrage til jazzfesten - og for god ro og orden, samt overholdelse af afstand og håndhygiejne ved arrangementerne. 

Aarhus Jazz Talent 2020. Siden 2018 har Aarhus Jazz Festival uddelt prisen Aarhus Jazz Talent, som hidtil er gået til sangerinden Karmen Rõivassepp og pianist og illustrator Simon Eskildsen. Igen i år kan alle frem til 1. september indstille kandidater til Aarhus Jazz Talent 2020. Det foregår på www.jazzfest.dk. Ud over æren vinder prismodtageren en hæderspris på 10.000 kroner sponseret af Aarhuus Stiftstidendes Fond, samt mulighed for en koncert. Udvælgelsen af Aarhus Jazz Talent 2020 vil blive foretaget af en kompetent jury i løbet af efteråret 2020, hvorefter prisvinderen annonceres.

Man kan se JazzLive redaktionens blogindlæg og fotogallerier fra Sommerjazz 2020 HER

Aarhus Jazz Festival modtager uvurderlig støtte af Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Aarhus Events, Aarhuus Stiftstidendes Fond m.fl. 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C