AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Klüvers Kvartet ((DK/AT)) - Photo:

Photo:

Klüvers Kvartet ((DK/AT))

15:00

Jens Klüver (t-sax, s-sax), Hannes Riepler (g), Esben Tjalve (p), Torben Bjørnskov (b)

Musik og fortællinger, der gør jazzhistorien nærværende

Klüvers Kvartets repertoire består af originale kompositioner skrevet af bl.a. Thelonius Monk, Keith Jarrett, Abdullah Ibrahim, Egberto Gismonti og Dexter Gordon.

Jens Klüver giver med sin store viden om jazzhistorien og sit kendskab til mange anekdoter om de store amerikanske jazzmusikere gennem tiderne en interessant og spændende præsentation af musikken. Det er med til at sætte lytteoplevelsen i perspektiv.

Jens Klüver er uddannet klarinettist fra Det Jyske Musikkonservatorium i 1978, men er mest kendt som altsaxofonist. I 1977 dannede han bigbandet Bred Ymer, der snart fik navnet Klüvers Big Band. I 35 år stod Jens Klüver i spidsen for bigbandet som orkesterchef og kunstnerisk leder.

I tiden med Klüvers Big Band holdt han den musikpædagogiske fane højt og formidlede den rytmiske musik til et bredere publikum, især gennem skolekoncerter. Under hans ledelse opnåede bigbandet som det første og hidtil eneste at blive anerkendt som rytmisk basisensemble og dermed opnå statsstøtte. I 2002 fik Jens Klüver overrakt en æresudgave af Ben Webster Prisen for sit livslange arbejde for jazzmusikken i Aarhus, og i 2012 fik han Dansk Musiker Forbunds Hæderspris.

Pianisten Esben Tjalve voksede op i Danmark, men flyttede til London i september 2000 for at studere på The Royal Academy Of Music, og senere tog han en master i komposition fra The Guildhall School Of Music.

Esben Tjalve har i 17 år været en del af den engelske jazzscene og har desuden komponeret musik til film, tv og dokumentarudsendelser. Han har tidligere udgivet et album med bandnavnet Red Kite, som også er aktuelle med et nyt album i efteråret 2019.

Hannes Riepler er en guitarist fra Østrig. Han studerede jazzguitar i Amsterdam og flyttede i 2006 til London for at gå på Guildhall School of Music. Her blev han hurtigt en del af den interessante London-jazzscene og har spillet med både unge og gamle jazzmusikere. Han udgav senest pladen Wild Life featuring den amerikanske saxofonist Chris Cheek. 

Torben Bjørnskov er en fremtrædende musiker på den danske jazzscene og har medvirket på en lang række plader – flere i eget navn med særligt fokus på det nordiske islæt i musikken, selv om hans musikalske baggrund er stærkt præget og inspireret af den amerikanske jazztradition. Han har turneret over det meste af Europa med afstikkere til USA og Mexico. 


Arrangør
Erlings Jazz- & Ølbar
28517962
Billetinfo
Fri entré

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C