AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Guidet tur – En jazzet byvandring ((DK)) - Photo:

Photo:

Guidet tur – En jazzet byvandring ((DK))

14:00

100
Carl Ancher Pedersen (guide)

Da jazzen kom til Aarhus – og hvad deraf fulgte 

Enhver ved, at jazzen i sin tid blev født i en vildtvoksende køkkenhave i New Orleans, men hvornår og hvordan kom den til Aarhus?

Hvor slog den sig ned, forplantede og forgrenede sig til et utal af genrer?

Hvor har den boet gennem de godt 100 år, siden den som "vild unge" fandt vej til byen og hurtigt følte sig godt tilpas. 

Hvad skete der, da byens undrende borgere og musikere første gang stiftede bekendtskab med jazzens kongeinstrument saxofonen?

Hvor fandt man i sin tid byens bedste – fjedrende og swingende – jazzdansegulv?

Hvilke op- og nedture har Aarhusjazzen taget, og hvordan har den det egentlig i dag?

Hvilke danske og udenlandske jazzstjerner har gennem tiden funklet på den aarhusianske jazzhimmel?

På denne tur får du svar på alt dette og meget mere. 

Vi starter ved spejlbassinet foran Musikhuset, går street parade på strøget og fortsætter via torvene i det centrale Aarhus. Og vi slutter med at slingre ned ad Vestergade.

Undervejs vil du høre masser af jazzhistorie, men helt i jazzens ånd også en række skønne og skøre anekdoter fra jazzens mangfoldige og farverige verden. 

Desuden vil du se en stribe af de legendariske spillesteder, hvor der er blevet lyttet og danset til jazz gennem årene – og hvoraf mange i dag er gemt og glemt, mens nye heldigvis er dukket op.

Husk: "It don't mean a thing if it ain't got that swing!" – Kom og swing med på en jazzet byvandring. 

Din guide på turen er Carl Ancher Pedersen, der har et godt kendskab til både jazzen, Aarhus Jazz Festival og byen. Ud over at være redaktør på jazzfestivalens (i år sommerjazzens) program er han guide for AarhusGuiderne.

Der gennemføres to af disse byvandringer i sommerjazzugen:

Søndag 12. juli kl. 14:00-15:30 
Torsdag 16. juli kl. 14:00-15:30 

NB! Højst otte deltagere pr. tur, så vi kan leve op til myndighedernes afstandskrav. 

 


Arrangør
Aarhus Jazz Festival
28 60 47 91
Co-Arrangør
Carl Ancher Pedersen
Billetinfo
Børn op til 18 år kr. 50 Entré 100 kr.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C