11. - 20. juli 2025
Photo: Fra film / from movie
Birdland & Jacob Venndt's Fabulous Swing Trio (DK)
11:00
Pojken Flensborg (p), Jacob Venndt (b, voc), Per Kolling (drm)
Swingende jazzmusik og tegnefilm
Til dette års jazzfestival præsenterer vi en helt særlig familiekoncert med levende jazzmusik i biografsalen og små jazzede film på lærredet. Her kan I opleve 4 tegnede kortfilm af Jannik Hastrup under navnet 'Birdland - A History of Jazz', der alle er inspireret af forskellige musikalske perler fra jazzhistorien. Filmene vises som en del af koncerten, hvor Jacob Venndt's Fabulous Swing Trio både vil tage fat i musik fra jazzens historie og fra det store bagkatalog af jazzet børnemusik i Jannik Hastrups børnefilm som Cirkeline, Cykelmyggen og Dansemyggen, Fuglekrigen i Kanøfleskoven og Bennys Badekar. Alt sammen leveret i børnehøjde med charme, humor og stort musikalsk overskud.
I filmserien 'Birdland - A History of Jazz' fortolker Jannik Hastrup en række klassiske jazzperler, og billedsiden er et sprudlende eksempel på hans særlige streg og stil. Vi oplever en drømmende duet mellem katten og musen til tonerne af 'Dream A Little Dream of Me' med jazzlegenderne Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. Der er natlige mysterier mens Dizzy Gillespie spiller 'A Night In Tunisia', billeder fra den franske hovedstad til Count Basies orkesterudgave af 'April In Paris' og to forelskede fugle i leg på og over den vidunderlige regnbue, mens pianisten Art Tatum spiller klassikeren 'Somewhere Over The Rainbow'.
Jacob Venndt's Fabulous Swing Trio er en underholdende og velspillende jazztrio med en særlig kærlighed til guldalderjazz og swingmusik, men også med stor erfaring i at fortolke sange for børn og barnlige sjæle. Bandets kapelmester Jacob Venndt er multiinstrumentalist og entertainer med hang til både sang, bas og kromatisk mundharpe. Med sig har han pianist Pojken Flensborg og den energiske groove-mester Per Kolling på trommer.
Glæd jer til denne unikke sammensmeltning af jazzmusik og tegnefilm!
Koncertens målgruppe er primært børn i alderen 5-10 år og deres voksne.
Koncerten er et samarbejde mellem Aarhus Jazz Festival og biografen Øst For Paradis
Arrangør
Aarhus Jazz Festival
28 60 47 91
Co-Arrangør
Øst For Paradis
Entré 50 kr.