AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Ferm / AC / Osgood (US/DK) - Photo: Erlings Jazz- & Ølbar

Photo: Erlings Jazz- & Ølbar

Ferm / AC / Osgood (US/DK)

13:00

Ned Ferm (sax), Anders AC Christensen (b), Kresten Osgood (drm)

Triojazz med tre giganter inden for moderne musik 

Musikerne i denne trio har spillet sammen i 20 år, siden Ned Ferm flyttede fra USA til Danmark i 2001. Deres mangefacetterede samarbejde spænder over genrer, generationer og kunstneriske udtryksformer fra tv over podcasts til multimedier – og selvfølgelig koncerter og album. 

Her er en lejlighed til at opleve tre giganter inden for moderne musik, når de optræder live med de instrumenter, som har været med til at definere deres karriere.  

Ned Ferm er en amerikansk musiker, multiinstrumentalist og komponist. Han er bedst kendt for sit saxofonspil inden for jazz, roots, rock, pop og improviseret musik. Siden 2001 har København været hans faste base, og som den første amerikaner blev han optaget på det prestigefyldte Rytmisk Musikkonservatorium (RMC), hvor han tog hele tre forskellige uddannelser. Hans bidrag til den amerikanske og europæiske saxofontradition har fået global anerkendelse fra både publikum og kolleger. Ned Ferms karriere har inkluderet samarbejder både live og i studiet med en lang række kunstnere på tværs af generationer og genrer, blandt mange andre Yusef Lateef, Billy Taylor, Hal Russell, Don Doane, Roswell Rudd, Bent Jædig, Harold Mabern, Airto Moriera og Hugo Rasmussen.

Kresten Osgood er en ekstraordinær trommeslager og improvisator, der udfordrer genrer og traditioner, men samtidig i dyb respekt for disse. Han har optrådt på mere end 100 album, turneret over det meste af verden samt optrådt og indspillet med legender som Roscoe Mitchell, Paul Bley, William Parker, Joe Lovano, Derek Bailey, Wadada Leo Smith, Jason Moran, Kenny Barron and Chris Potter. Derudover er han kendt som rapper, komponist, pianist, sanger, saxofonist og trompetist – en sand multiinstrumentalist og også arrangør af festivaler og koncerter m.m. Kresten Osgood har modtaget adskillige priser, blandt andre Ben Webster-prisen, Djbfa's ærespris og Steppeulven.

Anders AC Christensen er en internationalt anerkendt bassist, komponist og producer, som har optrådt på mere end 140 indspilninger. Han er mest kendt fra jazzsammenhænge, hvor han har optrådt med legender som Paul Motian, Tomasz Stanko, Kurt Rosenwinkel, Jakob Bro, Tom Harrell, Joe Lovano, Billy Hart og Lee Konitz. Han er samtidig kendt for sine bidrag til rock- og popgenren med blandt andre The Raveonettes, The Savage Rose, Sort Sol og Kira Skov. I tilknytning til samarbejdet med Nicolaj og Mikkel Hess i trioen Spacelab har de tre musikere gennem mange år været medarrrangører af den årlige Summer Session Jazz Camp i Denmark, hvor professionelle musikere fra hele verden mødes.


Arrangør
Erlings Jazz- & Ølbar
28517962
Billetinfo
Fri entré

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C