AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Grundforskning hos Erlings

Grundforskning hos Erlings

11/7/2020 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Anschlag, Erlings Jazz- & Ølbar, 11/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Svedig polyrytmik i ølbaren



Skiltene med ”Udsolgt” og ”Alt optaget” vil sandsynligvis blive et almindeligt fænomen på dørene til de lokale jazztempler under Aarhus Sommerjazz 2020. Men det, der normalt er et vidnesbyrd om forretningsmæssig succes, fortæller tværtimod om de ret så barske restriktioner for de små spillesteder, der i forvejen kæmper med økonomien for at kunne præsentere levende musik.

Hos Erlings Jazz- & Ølbar i Nørreport var skiltet hængt op længe før koncertstart, og der var god tid til at lade sig vejlede omkring barens mange specialøl. Aftenens musik var løbet ind i en kø af indlandsturister på vejen fra hovedstaden, men ca. 20.20 gik trioen Anschlag med pianisten Søren Kjærgaard, bassisten Jonas Westergaard og trommeslageren Peter Bruun til deres instrumenter. Aftenens program blev præsenteret af Peter Bruun og Søren Kjærsgaard, og hvor er det godt, når musikerne formår at sætte ord på deres musik, specielt når den – som i dette tilfælde – ikke er specielt tilgængelig, og oven i købet ikke færdigudviklet fra gruppens side.

”I er vidner til noget helt ny musik” fortæller Søren Kjærgaard. ”Vi mødtes i sidste uge, og musikken var kun nogle prikker på papiret”. Disse ”prikker” eller noder, er skrevet af Peter Bruun. Værket hedder Thesaurus, der kommer af det græske ord for skatkammer, men normalt bruges om en begrebsordbog. Værket er et led i et musikalsk forskningsprojekt, som meget rammende blev beskrevet således: Det, der sker, når f.eks. to kirkeklokker ringer på én gang og indimellem er i sync. Det kommer de med bestemte intervaller, og udforskningen af disse interferenser, og de rytmer, de danner, er musikkens koncept. Og hvordan lyder det så?

Første sats lød som megen anden fri, søgende jazz, hvor musikerne ligesom afprøver instrumenternes klange og væver mønstre af lyde. Skal man sammenholde det med musikkens erklærede koncept, kan man sige, at når der opstår skønhed ud af det, er det i virkeligheden ikke selve målet, men en konsekvens af en slags matematisk formel. Trioens output krævede megen koncentration af sin lytter, og som der blev sagt fra scenen: ”Vi er på en rejse, der kommer til at vare flere år”. Spændende at høre, hvad der venter, når emnet er forsket helt i bund. At de tre musikere behersker deres instrumenter, er der ingen tvivl om, og om det var meningen eller ej, så dukkede der også stumper af velkendte temaer op, specielt fra tangenterne.

Efter pausen begyndte trioen i noget, der kunne være kirkeklokkernes samklang, men straks drev instrumenterne igen fra hinanden i ugennemskuelige, polyrytmiske mønstre. Mest letfattelige var f.eks. bas- og trommesoli, men hen imod slutningen, hvor temperaturen i både lokalet og instrumenterne var steget, og sveden drev hos alle, arbejdede trioen sig op i et uhørt koncentreret og inciterende højdepunkt, hvor de tre nærmede sig hinanden i en rasende, forløsende, synkron slutakkord.

Prikkerne på nodepapiret var blevet levende, og når trioen senere på året vender tilbage med den fulde udgave af Thesaurus, er forskningen sikkert kommet endnu videre efter denne lovende begyndelse.

Således skudt i gang byder ugen hos Erlings på et amputeret, men alligevel ambitiøst og spændende program. Allerede søndag 12. juli  er der således koncert kl. 14.00 med Ned Ferm, Kresten Osgood og Frederik Hagner, og kl. 20 kan man høre Artur Tuznik trio. Øllet er også i særklasse!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C