AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Forrygende og fingerfærdig fusion

Forrygende og fingerfærdig fusion

12/7/2020 | Forfatter: | Fotograf: Henning Espersen
Rain Of Fire, fairbar, 11/07 20:00

View photogallery from this concert


Det nye fairbar har fået en fin start på Sommerjazzen



Kort efter, at legendariske Bent J lukkede i 2008 på adressen Nørre Allé 66, tog fairbar over og sikrede, at der fortsat blev spillet jazz på stedet. Op til sidste års Festuge rykkede fairbar så til større lokaler i Klostertorvet og tog heldigvis jazzen med sig. Under Sommerjazz 2020 er der daglige koncerter med et fint, varieret program. 

"Tyvstarten" gik allerede fredag eftermiddag, og lørdag var der så lagt i ovnen til en aften i fusionsjazzens tegn. Udenfor på Klostertorvet tampede den unge boogie-pianist Emil Otto veloplagt løs på tangenterne på den udendørs scene, som genboen Café Smagløs står for. Ville det så overdøve aftenenes koncert på farbair? – Overhovedet ikke, for det nye fairbar er så rummeligt, at man har kunnet placere selve barområedet i front og scenen, hvor koncerterne afvikles, længere bagude i en, næsten, separat afdeling. Det fungerer rigtig godt. Folk, der foretrækker at småsludre i baren, forstyrrer ikke musikken og dem, der helst vil lytte – og omvendt. 

Der var som andre steder dømt corona-sikkert publikumsmaksimum, i dette tilfælde højst 80 gæster. Så der var tæt på fuldt hus, og barpersonalet måtte med mellemrum regulere på tilstrømningen i døren. 

På scenen var guitarist og kapelmester Steffen Brix og hans medmusikere omkring officiel koncertstart kl. 20 travlt optaget af at tjekke og regulere på lyden, så koncerten kom først i gang efter en halv times tid. Men det var ventetiden værd, for det var på alle måder vellyd, der strømmede ud fra scenen. Både band og lokale bestod i den grad lydprøven. 

Og musikken er det også svært at sætte en finger på – ud over de mange ferme fingre fra de to guitarister i front, Steffen Brix på stratocasteren og hans absolutte ligemand, Jesper Christiansen, på den halvakustiske Ibanez, godt spicet op med et batteri af effektpedaler. 

Det er original musik, skrevet af de to guitarister, vi får serveret. I et indfølt sammenspil, der også omfatter de to yderst kompetende medmusikere i Rain Of Fire, bassist Mark Ong og trommeslager Martin Kollerup Sørensen. 

Første sæt, som er hvad jeg når at høre denne aften, består af fire lange forløb – hele tiden vellydende og melodiske, indimellem nærmest meditativt fremadskridende, indimellem heftigt og for fulde pedaler, hvor de to guitarister skiftevis giver den som solister. Varieret, også fordi de to guitarer / guitarister har hver sin lyd, og til tider virtuost.

De to første numre af Steffen Brix Above And Beyond og House Of Glass er angiveligt inspireret af en af fusionsjazzens navnkundige guitarikoner Allan Holdsworth. De følges op af Under The Radar, skrevet af Jesper Christiansen, og sættet afrundes smukt med endnu en smuk og veludført Steffen Brix-opus Suite Spot. Sådan opfattede jeg i hvert fald titlen – og "spot on" var det. Stilfærdigt og smukt i starten, så et par forrygende solistiske udladninger fra de to guitarister for til sidst at lande lige så smukt og roligt som i starten. 

En publikumskommentar til Brix' guitarspil: "Så kommer vi ikke ret meget nærmere Hendrix ... , når det nu skal være jazz."

Sandt nok, men der var også så meget andet i det. 

Steffen Brix kan høres igen på fairbar i aften kl. 20, denne gang med Steffen Brix Trio. 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C