AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Et vinderhold går på banen

Et vinderhold går på banen

13/7/2020 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Henning Espersen / Hreinn Gudlaugsson
Ned Ferm/Kresten Osgood, COLABS, 12/07 19:30

View photogallery from this concert


Spillerne finder hinanden, chancer opstår i nuet og udnyttes – lav sol over Aarhus, og alt er godt



Hov, lyder det ikke som en fodboldkommentar ... ? – Nej, det her handler om musik. Nærmere bestemt om super-saxofonisten Ned Ferm og trommevildmanden Kresten Osgood, der kl. godt 20 i aftes gik på "scenen" eller rettere aflæsningsrampen ved spillestedet COLABS / Knuds Kiosk i Sydhavnen. 

De kom lidt senere i gang end planlagt. Ifølge Kresten Osgood, fordi en vietnamesisk restaurant havde serveret for store portioner for dem forud for koncerten. Så det var altså restaurantens skyld!

Men musikken var helt og holdent den rutinerede freejazz-duos ansvar, og det forvaltede de på bedste vis. Vi taler om musikere, der kan deres kram, som har øvet sig, og som virkelig mestrer sammenspillets kunst. Tager de chancer, der opstår i nuet og udnytter dem. Spiller bolden frem og tilbage mellem hinanden og gang på gang når i mål. 

Måske ikke ligefrem melodisk, men hele tiden vellydende og lytteværdigt. Varieret, fordi den indimellem får for fuld skrue i tempo og styrke, mens der til andre tider skrues ned og gives plads – til pausen, til hinanden, til ro og fordybelse. Jazz, der sættes fri på bedste vis. 

Sættet består af fire lange forløb, og et lydhørt publikum, der nogenlunde fylder den afgrænsede plads foran den udendørs scene, følger opmærksomt og anerkendende med. Den i forvejen effektfulde og slagkraftige afslutning af tredje nummer vækker ekstra jubel, da en måge sætter et præcist timet punktum med et gennemtrængende skrig – og dermed yder sit bidrag til improjazzløjerne. 

Sidste nummer har modsat de øvrige en titel, højlydt annonceret af Kresten Osgood: Nja - ha - ha - ha. Han går mågen i bedene og indleder nummeret med gentagne nja, ha, ha-skrig i mikrofonen, hvorefter Ned Ferm lader sin sax råbe videre. Det er jo trods alt ikke vokal-jazz det her. 

Jamen, er det alligevel ikke en fodboldkommentar? – O.k., det er det også. For kun cirka en kilometer derfra og cirka samtidig går et andet hold på "scenen" eller rettere banen på Aarhus Stadion. 

Vi taler om spillere, der kan deres kram, som har øvet sig, og som virkelig mestrer sammenspillets kunst. Tager de chancer, der opstår i nuet og udnytter dem. Spiller bolden frem og tilbage mellem hinanden og gang på gang når i mål. 

En stor sejr til improjazzen på COLABS – og samtidig en stor sejr til De Hvi-i-i-e fra Fredensvang (3-0) over de nykårne danmarksmestre fra Herning. 

Sikken en aften!

Det var tredje år i træk, at improvisationskollektivet The Community inviterede til mini-festival på COLABS. I år varede den kun én dag, så jeg kan desværre ikke opfordre til at tage ud og opleve det spændende jazz-eksperimentarium med egne ører. Men mon ikke det vender tilbage næste år? 

Og er man mere til det grænsesøgende end til mainstream, kan man med fordel tjekke programmet ud på det nærliggende Udstillingsstedet Spanien 19C. Her var der også free-jazz i går og endnu mere i dag og i morgen aften. 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C