AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Veteranjazz der holder

Veteranjazz der holder

16/7/2020 | Forfatter: Kenth Kjeldgård Nielsen | Fotograf: Poul Nyholm
Bourbon Street Jazzband , Hos Anders, 16/07 14:00

View photogallery from this concert


Aldersstegen – men med saft og kraft



Jamen, hvad skal man sige? En flok – om ikke bedagede, så modne herrer. Helt i Per Jegbjergs (bandets trombonist) stil, der her leverede jazz. Ja, og blues. Var der en snert gospel til sidst? Ja, måske. I hvert fald er Bourbon Street Jazzband, et af landets ældste jazzbands, still going strong. Jovist, der har været udskiftninger undervejs, men bandet står stadig for det gode, fede arrangement.

Denne eftermiddag på Hos Anders var ikke en undtagelse. Med et band, hvor alderen er ++60, og en af grundlæggerne fra 1956 stadig er med, fortjener de respekt – og fik det af de 40 publikumer, vi måtte være.

Det er ikke nødvendigt at remse sætlisten op. Der var strejftog til New Orleans, der var blues, der var  gospel (næsten), og der var superstemning. Ja, længe siden de havde spillet, kun det fjerde job i år – men garvede herrer, der kan deres metier. 

Siden jeg hørte dem sidst, er Jesper Bjarnesen kommet med på vokal, guitar og banjo. Det klæder bandet. Er der liiige en lille "snas" mere af "the blues" i deres arrangementer? – Det synes jeg. 

Jamen hvad mere? Finn Odderskov shinede denne eftermiddag. Jo, bandet som helhed kan, kunne og gjorde, men for mig – i dette lille selskab på Hos Anders – var det Finn Odderskov, der liiige gav den det dér mere  i dag.  

Uanset om Bourbon Street Jazzband kaster sig ud i. C.C. Rider, Blueberry Hill eller Up that Lazy River fungerer det. Det er et band, der kan hinanden. Jovist, små finurligheder – og "hva' fanden vil du", spurgte bassisten trommeslageren. Men de kom i hus, kom hjem eller landede.

Onsdag hørte jeg den yngre generations take på The American Songbook. I dag var det de modne herrers take på Memphis Blues, Should I Reveal og Nyboders Pris. Det fører for langt at opremse alle numre, men fremhæves skal alligevel. Just a Closer Walk With Thee med Odderskov på fornem klarinet i en fuldfed New Orleans-klassiker. Sådan!

Finn Odderskov brillerede denne dag, Jesper Bjarnesen leverede en rigtig god vokal – hørte jeg en (svag)  Bjarne Liller i hans stemme? Men fremhæves skal også de messing-arrangementer, der blev leveret undervejs. "Little big band sound" var det. Godt gået!

Bourbon Street Jazzband leverede igen. Ja, de er modne – hvilket også kommenteres på af dem selv, men de er hamrende musikalske. Leverer "varen", den gode stemning og en lille smule gåsehud. Husk: Alder ingen hindring!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C