AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Forførende og dramatisk med hvislende mislyde

Forførende og dramatisk med hvislende mislyde

9/7/2021 | Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Poul Nyholm
Aarhus Jazz Orchestra feat. Caroline Henderson & Steen Jørgensen, Musikhuset Aarhus 09/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Der er vibrationer, der dirrer hedt i luften, og dem, der sitrer blidt i øregangene.


Begge får vi i beskedent omfang i et hurtig glemt musikalsk rendezvous mellem Caroline Henderson og Steen Jørgensen. De har aftalt mødested i Musikhuset med Aarhus Jazz Orchestra for at åbne 33. udgave af Aarhus Jazz Festival.

Hun indtager elegant scenen, iført blazer, skjorte, stramtsiddende bukser og stilfulde sko. Alt holdt helt i sort og med det sorte hår strengt redt bagud og samlet i en lille knold. Caroline Henderson stråler som en sol og fylder scenen ud med en charme, som når op til bageste række. Hun modtager smilende bifaldet fra publikum.

Men så begynder det at knibe. Hun synger bl.a. ordene: ”I´m the best you have ever heard.” Det passer bare ikke. Noget er galt med lyden, den virker underligt lukket, og ikke alle hendes indsatser sidder lige i skabet. Man frygter, at hun ikke helt er på toppen. Senere under koncerten viser det sig, at hendes mikrofon er lige til at smide ud.

Steen Jørgensen entrer scenen – også i sort – dog med hvid skjorte og glitrende cap på hovedet. Der er til gengæld ikke noget glitrende over hans sangforedrag i den følgende duet med Caroline Henderson. De forsøger at synge sværmerisk til hinanden, men har desværre også uhyre travlt med at se ned i teksten på nodestativet. Det kommer der ikke megen flirt ud af. Jørgensen fortsætter med Riders on the storm af Jim Morrison. Til trods for stor vellyd fra Aarhus Jazz Orchestra kæntrer sangen uden magi på scenekanten. Sunget cool, men uden coolness.

Sort Sol-sangeren Steen Jørgensen nærer uden tvivl stor kærlighed til de sange, han har valgt at optræde med. Den 62-årige sanger er en karakter i sin egen ret og giver denne aften til tider sine sange sjæl og kerne.

Men med Steen Jørgensen er det som om at lukke en haj ind i et bassin med guldfisk, når han versionerer sange som Help Me Make It Through the Night af Kris Kristoffersen. Med sin dybe røst kalder han til dunder og torden, men formår ikke at holde sangen på en knivspids og bevise, at det kan lade sig gøre at spidde en gammel kending og samtidig få original-kompositionen til at forme sig i sit eget billede. Det stærke melodimateriale tåler ikke de soniske knubs og tendenser til overlæs i Aarhus Jazz Orchestras arrangementer. Melodien modstår stadig ubesværet tidens gnavende tænder, men slipper ikke uden bidemærker i de opfriskede bigband-gevandter. Bandet lever prangende lyd, men havner her i det parodiske.

Caroline Henderson tager over i sangen God bless the Child af Billie Holiday. Hun giver den fuld gas og får – til trods for den stadige dårlige lyd fra hendes mikrofon – løftet sangen ud i salen.  Den 59-årige svensk-amerikanske sangerinde tager sangen i sin favn og brillerer med vokal rankhed og flotte fraseringer. Hendes medlevende optræden og fine gestik er velgørende. Caroline Henderson er mørk, varm, sprød vellyd, der gør godt langt ind i sjælen. Hun er i sit zenit og sammen med Aarhus Jazz Orchestra går det hele op i en højere himmel til stort bifald fra publikum.

Stærke tromme-, guitar- og saxsoli til trods lander vi hårdt i søen med Kliché-nummeret Supertanker. Den kommer i havsnød og bliver sænket i dybet af en uinspireret fortolkning fra både Steen Jørgensen og Aarhus Jazz Orchestra. Og værre bliver det, da de forsøger sig ud i countrymusik og lader det gå ud over Sweet Virginia af Rolling Stones. I et kort forvirret øjeblik kunne det lede tankerne i retning af musikken fra The Last Waltz med fremragende The Band. For min skyld kan de godt lade det være den sidste vals i den genre. Orkesteret får dog fightet sangen hjem til pænt bifald.

Og så brillerer Steen Jørgensen endelig med sin egen Let your fingers do the walking. Fornem keyboard- og guitarintro. Jørgensen sætter ind, og alt er som det skal være. Hans stemme fylder salen, og magien er intakt hele nummeret igennem. Flotte faldende tonerækker fra tværfløjte og klarinetter indhyller sangen på smukkeste vis og skaber et af aftenens alt for få højdepunkter.

Cry me a river får en overbevisende overhaling af Caroline Henderson, inden hendes forbandede mikrofon vælger at sætte helt ud i hvislen og susen. Urimelig lang tid går, før en tekniker kommer med en ny mikrofon. Problemerne er stadig ikke løst. Hendes lyd kommer ikke ud i salen, men bliver på scenen. Pinligt. Forvirring spreder sig, og endelig overlader dirigent Nicolai Bøgelund sin mikrofon til Caroline Henderson. Hun tager det hele med ophøjet ro og charmerer alle med sit strålende smil og nærvær.

Summertime i en duet mellem Henderson og Jørgensen er undervejs æstetisk tiltalende, men sætter ikke noget tungt indtryk. Til slut får vi Ella Fitzgerald's Every time we say goodbye. Henderson forsøger sig med lidt forførisk vokal over for Jørgensen, der ser betuttet ud og ligner en, der hellere vil hjem. Balancegangen i duo-konstellationen er ikke altid nem, når man både vil det voldsomme dramatiske og det blide forførende på et bagtæppe af det storladne og intense bigbandskrald. Undervejs krakelerer det bare.

Den halvanden time lange koncert kunne sagtens have budt på sværmeri og søde forventninger, men lander kikset og kluntet – ikke et minut for tidligt.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C