AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Kraftfuld og veloplagt Maluba åbnede Ridehuset

Kraftfuld og veloplagt Maluba åbnede Ridehuset

14/7/2021 | Forfatter: Jørn Gade
Maluba Orchestra, Ridehuset 13/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Den 13 personer store gruppe blæste sig fra avantgarde til Johan Sebastian Bach.


Fra tirsdag aften til på lørdag er det gode gamle Ridehus ved Ridehuset åbnet for dette års jazzfestival med 14 forskellige koncerter. Overskriften er Ridehuset Swinger.

På førstedagen havde Ridehuset og Aarhus Jazz Orchestra givet husly til Jazzselskabet, som havde inviteret gruppen Maluba til byen. Navnet dækker over de tre grundlæggeres navne - Marilyn Mazur, Fredrik Lundin og Kasper Bai. Udover disse består gruppen af ti meget personlige musikere, der lige så vel kunne have været aftenens solister.

Ved tirsdagens koncert blev der fremført musik af de tre grundlæggere, der trækker på alverdens stilarter. På den måde kommer man som tilhører ud på en blandet musikalsk rejse, som måske kan siges nogle gange at stritte lidt i mange retninger i forhold til, hvis der blot var én, der komponerede og styrede programmet.

Når det ikke gør noget, skyldes det, at der i den grad spilles engageret. Det var let at ser, at musikerne levende fulgte hinanden. Ikke noget med blot at gøre som sidst. Det var musik her og i nuet.

I løbet af et par hurtige numre var gruppen varmet op og blev helt skarpe. I tredje nummer af Kasper Bai gik gruppen lidt ned i tempo og kraft – og viste en mere lyrisk side, men kun for at sætte farten op i Lundins følgende Circling Back.

Det var Kasper Bai, der præsenterede numrene fra scenen. Han bemærkede, at Malubas stil i Jazzfestivalens trykte program stod benævnt som verdensmusik. Måske på grund af deres sære navn. Men trods dette så var det afrikanske måske det eneste, som ikke var direkte på programmet.

Derimod turde Maluba godt afprøve en omgange avantgardejazz – eller i hvert fald musik inspireret af den franske avantgardist Marc Ducret. Denne er netop i byen og på jazzfestivalen som årets artist in residency. Det skal bemærkes, at Ducret spiller den sidste af sine fire koncert onsdag på Radar.

Maluka’s Ducret-inspirerede nummer fik på alle tangenter. Kasper Bais guitar blev brugt voldsomt – og blev sammen med gruppens andre deltagere aftenens crescendo.

Et par numre senere kunne vi lægge øre til Fredrik Lundins udgave af gamle Johan Sebastian Bachs orgelkoral Das alte Jahr vergangen ist. Først den frie jazzudgave og senere en mere nodenær udgave. Her var tempoet og trykket helt nede. Aftenens program blev afsluttet med percussion-ikonet Marilyn Mazurs smukke Maluba Fanfare.

Igen i aften oplevede jeg en anden af jazzens mange sider. Jeg oplever al festivalens musik som et overflødighedshorn af retter: Noget er stærkt, noget salt, noget knaser i munden, noget stråler i farver. Den ene ret fremhæver blot den anden. Sådan er det også med musikken i mine ører.

 

Maluba Orchestra: Fredrik Lundin (saxofoner og fløjter), Christina von Bülow (altsaxofon og fløjte), Pernille Bévort (tenorsaxofon, altfløjte og klarinetter), Jesper Løvdal (barytonsaxofon, altfløjte og klarinetter), Tomasz Dąbrowski (trompet og flygelhorn), Maj Berit Guassora (trompet og flygelhorn), Mia Engsager (basun), Annette Saxe (basbasun og tuba), Kasper Bai (guitar og direktion), Makiko Hirabayashi (piano og keyboards), Klavs Hovman (kontrabas og el-bas), Bjørn Heebøl (trommer), Marilyn Mazur (percussion og direktion).



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C