AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Blødt og hårdt - Smukt og grimt

Blødt og hårdt - Smukt og grimt

14/7/2021 | Forfatter: Carlo Dayyani Guldborg | Fotograf: Henning Espersen
Copenhagen Clarinet Choir, Det 3. Rum 13/07/2021

View photogallery from this concert


Fem klarinettister blæste sig til et alsidigt lydunivers.


Det 3. rum befinder sig i sydhavnens kantede, upolerede og industrielle omgivelser og er ikke afvigende herfra. I løbet af koncerten med Copenhagen Clarinet Choir blev dette rå indtryk kontrasteret i form af smukke klarinetklange og -harmonier. Dog viste klarinetten sig også at kunne skabe et grovere udtryk, end instrumentet med dets bløde klang sædvanligvis gør.

Denne lydmæssige alsidighed blev en hovedsøjle i Copenhagen Clarinet Choir’s musiske virke.

Klarinetspillet blev vendt og drejet, og der blev på kreativ vis arbejdet med utraditionelle lydparametre samt måder at spille på. Eksempelvis havde alle fem musikere i begyndelsen af koncerten placeret sig rundt i rummet, så publikum blev omringet af klarinetterne. Sådan blev en interessant ’’surround sound’’-effekt skabt, eftersom lydkilderne var fordelt rundt i hele rummet.

De fem klarinetister havde en overbevisende samhørighed og reagerede meget impulsivt på hinanden.

Som fra én samlet organisme eller krop blev musikken fremført. Tilsyneladende også med den erkendelse, at en krop kan have nogle separate grimheder og blive indbegrebet af lidelser som svimmelhed, hovedpine eller forpustethed.

Ligesom en krop eller et menneskeliv var musikken mangesidig og varierende. Der var polyfoni og monofoni, minimalisme og maximalisme. Det graciøse og harmoniske aspekt blev dyrket med bløde, lange og smukke harmonier, mens også det grimme og tumultariske kom frem ved et ofte kaotisk virvar af kraftigt spillede toner. 

På trods af, at musikken var gennemkomponeret, fungerede kompositionerne i mange perioder som nogle åbne rammer, hvori musikerne på mere fri og improvisatorisk vis kunne udfolde sig. 

Til dette års jazzfestival har Det 3. Rum særligt bidraget med musiktyper af den mere utraditionelle og avantgardistiske art, hvor det improvisatoriske har været i centrum.  

Meget mere af den slags kan man opleve i Sydhavnen fra onsdag, hvor Knud's Kiosk lægger lokale til en koncert med Coudeaux/PI/Thomsen og de følgende dage til tre dages SHARE Improfest.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C