AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Norsk stjerne satte fuldt tryk på et udsolgt Ridehus

Norsk stjerne satte fuldt tryk på et udsolgt Ridehus

15/7/2021 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Bo Petersen
Marius Neset & DR Big Band – Dirigent Miho Hazama, Ridehuset 14/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Onsdag var DR Big Band på besøg i Ridehuset med den norske stjernesaxofonist Marius Neset.


Det var nær gået galt: Alt udsolgt til eftermiddagens koncert med DR Big Band, som jeg havde lovet at se og høre for at kunne skrive her på bloggen.

Det var selvfølgelig min egen skyld, at jeg ikke havde reserveret en billet i forvejen. Jeg var jo tilbage i de gamle før-corona-tider, hvor vi altid kunne være én mere i Ridehuset. Skulder ved skulder, skålende venner og venlige nik til højre og venstre. Nej nu sidder man på pæne nummererede rækker med mellemrum til de andre tilhørere.

Scenen er i år vendt rundt, så den er i den ene ende. Det giver et stort overskueligt rum. Da jeg endelig kom ind, var det på næstsidste række – og så var scenen lige pludselig meget, meget langt væk. Det var ærgerligt for mig, for jeg elsker at se på musikerne, når de spiller og vrider sig. Det er jo netop det gode ved livemusik, at det er levende musikere og ikke bare en radio, der spiller.

Nå, men på scenen stod en veloplagt Marius Neset i spidsen for det store DR Big Band. Det var styret af den lille, kun 32-årige japaner Miho Hazama. I to år har hun stået i spidsen for DR Big Bandet.

Hun er reelt bosat i New York og har arbejdet over det meste af verden for de bedste orkestre. Jeg har hørt bigbandet med andre chefdirigenter, men synes, at lyden, perfektionen og spilleglæden her om muligt er endnu bedre. A little Lady with a Big Band!

Hun deler en ære sammen med aftenens gæstesolist Marius Neset: De to er af det amerikanske musiktidsskrift kåret til at være blandt verdens 25 mest betydende for fremtidens jazzmusik. Neset er også en ung fløs, en "dreng" fra Bergen på kun 34 år.

Eftermiddagens numre var med undtagelse af ekstranummeret alle fra bigbandets seneste album med Neset, Tributes. Pladen udkom sidste år på ACT, et af jazznørdernes foretrukne mærker. Det er flot og pæn bigbandmusik, men med skarp kant. Snart voldsom, snart skrøbelig.

Under en af Nesets stille soli skulle en af barens ølfustager selvfølgelig udskiftes. Det gav knald og støj, som ikke passede ind i takten. Kunne de dog bare have skiftet, mens der var fuldt drøn på, hvor Ridehusets tag alligevel var ved at lette.

Marius Neset er eventyrlig dygtig i komposition og i sit spil. Desværre sad jeg som beskrevet langt fra scenen og kunne derfor ikke se, hvordan Neset på et instrument kunne spille to melodier på én gang. Det lød vildt. Sammenspillet med bandet og med de forskellige af dets medlemmer som solister var helt perfekt.

Onsdagens koncertoplevelse kræver, at jeg får købt Tributes, så jeg for eftertiden kan genkalde mig den helt særlige musikoplevelse.

 

På scenen var saxofonisten Marius Neset og DR Big Band under ledelse af Miho Hazama. Bigbandets faste trommeslager var ved dene lejlighed skiftet ud med Anton Eger Magnus, der er Nesets faste trommeslager. Tilsvarende var bandets faste pianist Henrik Gunde erstattet af svenske Magnus Hjorth.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C