AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Vellykket kloning af avantgardejazz og klassisk

Vellykket kloning af avantgardejazz og klassisk

15/7/2021 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Henning Espersen
Marc Ducret SHOUT - Kvintet feat. Århus Sinfonietta, Radar 14/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Sidste omgang med den franske artist in residency Marc Ducret – og en helt anderledes koncert på Radar.


Det startede i mandags på Erlings Jazz- og Ølbar, hvor avantgardeguitaristen Marc Ducret gav en række af sine kompositioner solo. Det var nok publikumsmæssigt den sværeste. Mange ville nok korse sig for de ofte voldsomme lydflader, som han sendte ud i rummet. Det kræver overskud at lytte sig ind. Personligt var jeg vildt betaget

Mandag og tirsdag blev der tilsat musikere lidt efter lidt. Ved onsdagens koncert på Radar medvirkede den danske trompetist Kasper Tranberg, trommeslageren Peter Bruun og saxofonisten Anders Banke samt bassisten Nils Bo Davidsen. Flot spil. De har alle arbejdet tæt sammen med Ducret, da han for otte år siden boede i Danmark. De kender således til den ikke helt simple kunst at spille avantgarde. Det er nemlig sværere end som så at slippe de faste musikstrukturer.

Onsdag blev der så også tilsat fire klassiske musikere fra Århus Sinfonietta: klarinet, basun/saxofon, cello og vibrafon. Og for at gøre scenen fuldstændig desuden den franske sanger Yann Ligner. Hjemme i Paris har han heavy metal-bandet Klone.

Yann Ligners tekster var en række digte af blandt andre Samuel Beckett og Robert Frost. Jeg indrømmer ikke at have forstået dem helt. Men Ligners smerte, kærlighed og lidelse mærkedes helt ind i sjælen. Jeg kan ikke beskrive hans måde at synge på bedre end ved at henvise til Elvis Costellos The Juliet Letters.

Kan man klone avantgardejazz med klassiske musikere? Jeg var skeptisk og blev så meget mere positiv, da det lykkedes – godt! Ducrets voldsomme guitar, der hele tiden under den mere en halvanden time lange koncert var i sving, flettede på det flotteste de ”stille” klassikere ind. Musikken var fyldt med kontraster, der satte forskellige følelser og sansninger i gang.

Det vil vare længe, inden jeg glemmer denne aften: guitarvræl, rockskrald, jazz og klassisk – og en smilende leder for hele showet.

 

scenen på Radar: Marc Ducret (guitar), Kasper Tranberg (trompet), Peter Bruun (trommer), Anders Banke (saxofon), Nils Bo Davidsen (bas), Yann Ligner (vocal) og Århus Sinfonietta.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C