AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Dynamisk duo på toppen

Dynamisk duo på toppen

14/7/2022 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Lars Borup
Nikolaj Hess & Peter Vuust, Salling ROOFTOP 13/07/2022


To venner holdt musikalsk legestue for et talstærkt publikum.


 

To gode musikalske venner havde onsdag sat hinanden stævne på Salling ROOFTOP for at servere et par timer med intenst og elegant duo-sammenspil. Der var fyldt med publikum til mere end sidste plads. De to musikere var pianisten Nikolaj Hess og bassisten Peter Vuust.

Det var imponerende, hvad de to musikere kunne få ud af et opretstående klaver og en kontrabas, og lyden var super god. Sikkert også fordi man havde ofret en lydmand på projektet i form af Johannes Stærk.

Hess og Vuust startede meget massivt og pågående, men hen ad vejen blev koncerten mere  nuanceret, legende og varieret. De havde rystet posen med standards og andet godt.

Nikolaj Hess er en enestående pianist, og hans indleven i klaverspillet er unikt. Han bruger hele kroppen, når han spiller, og det må det, der er med til at skabe musikalsk magi.

Duke Ellington havde fået en særlig plads i koncerten. Hans Prelude to a kiss blev serveret uhyre smukt og fabulerende. Den blev fulgt op med klassikeren It don’t mean a thing i en vildt swingende up-tempoversion, men med masser af lækkerier. Alene introen var fænomenal. Den gamle traver fik helt nyt liv.

Rækken af gammelkendte numre fortsatte i hastigt trav med blandt andre Satin Doll og Bye Bye Blackbird. Sidstnævnte både genkendelig, men også markant anderledes.

Et er, at Nikolaj Hess er en enestående pianist, men det kræver at der i duosamarbejdet er en kompetent medspiller, der kan lege med, og jeg er imponeret af Peter Vuusts evne til at finde ind i samspillet og samtidig vise, hvad han selv formår.

Også de næste tre dage er der musik på Salling ROOFTOP. Hver dag med to koncerter med skiftende musikere men med Peter Vuust som omdrejningspunkt. Se hele programmet her

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C