AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Flyverdenen havde nær saboteret Kreisberg

Flyverdenen havde nær saboteret Kreisberg

16/7/2022 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Henning Espersen
Jonathan Kreisberg Quartet, Gyngen 15/07/2022

View photogallery from this concert


Hvad gør en guitarist, hvis hans instrument og udstyr ikke når frem? De afsøger hele Aarhus og finder en løsning – en halv time forsinket.


 

På nettet kan jeg læse, at en koncert i Berlin med den amerikanske guitarist Jonathan Kreisberg i onsdags måtte aflyses på grund af tekniske problemer. Og noget tilsvarende var også nær sket fredag, hvor pakken med Kreibergs mange effektpedaler, som skal styre lyden fra guitaren, var blevet væk i lufthavnen.

Aarhus har ikke bare dygtige musikere. De har også forhandlere og teknikere, som kan trylle de nødvendige remedier frem. Det betød en halv times forsinket start på koncerten, manglende lydprøve og nogle få tekniske koks undervejs. Men han var her altså: Som gæster hos Jazzselskabet Aarhus her i jazzugen stod Kreisberg og hans kvartet på Gyngens scene i Frederiksgade. Der var fyldt i salen, ikke mindst af mange meget interesserede unge herrer, der var kommet for at se og høre deres idol.

Den knap 50-årige amerikaner har været hip i den amerikanske jazzverden siden sidst i 90’erne. Han er inspireret af guitaristerne Pat Metheny og Kurt Rosenwinkel, men kan få sin guitar til at sige så meget mere på grund af elektronikken.

Jonathan Kreisbergs fingre flintrede ekvilibristisk over guitarens strenge. Det var primært hans egne kompositioner– og nok nogle improvisationer, der fyldte koncerten. En enkelt melodi kom dog udefra. Det var Moonlight in Vermont, der kommer fra en gammel 40’er film, men ellers er indspillet med blandt andre Louis Armstrong og Ella Fitzgerald. Her dog i en ultrahurtig udgave.

Kreisberg dukkede ligesom hans trommeslager op ved koncerten med mundbind på. Det giver en noget speciel udstråling, måske lidt fra en Starwars-film. I det sidste nummer var der så meget gang i Kreisberg, at mundbindet først gled ned fra næsen og siden helt røg af. Han begrundede brugen af bindet med, at han havde været nær ved en smittet. Og netop denne covid-epidemic havde kostet hans ven, orgelfænomenet Dr. Lonnie Smith, livet sidste år.

Med sig i Aarhus havde Kreisberg på trommer Karl Henrik Ousbäck. Han er svensker, men bosat i New York. På bas var det engelskfødte Phil Donkin, der også gør sig i New York. Mest spændende var nok kvartettens slovakiske pianist Marko Churnchetz, der fyrede nogle flotte soli af.

Hvis du gerne ville have oplevet gruppen, så skynd dig at booke en billet til München, hvor gruppen spiller om to dage.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C