AARHUS JAZZ FESTIVAL
11. - 20. juli 2025
Et varmt stykke Afrika på Klostertorv

Et varmt stykke Afrika på Klostertorv

14/7/2024 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørn Gade
O.K Cloos Fire Service, Zanders Bar 13/07/2024


Jazzen og den rytmiske musik taler til kroppen. Omend jazzen nogle gange er blevet så ”pæn” og akademisk, at den bedst nydes i en blød stol. I programmet for årets jazzfestival stod om en koncert lørdag aften: ”Forbered jeres bagdele og hofter på en aften med dans!” Det var nok dét, der lokkede mig afsted til Zanders Bar på Klostertorv


Zanders Bar er beliggende i den røde bygning ved siden af Café Smagløs, i de rammer hvor der en gang lå det legendariske spisested Munkestuen. I de sidste tre år har et ungt team søgt at bygge en ny café og bar op. Det betyder, at der jævnligt vil være musik på stedet. Der satses på unge lokale musikere og sangere, der kan dukke op og afprøve deres egne numre. Her i jazz-ugen havde Zanders Bar  valgt at give pladsen til gruppen ”O.K Cloos Fire Service”. Der blev i programmet lovet vestafrikanske rytmer, improvisationsjazz og harmonier.

Zanders Bar var et kvarter før koncerten stoppet med mennesker. Stoppet så man måtte masse sig frem for bare at kunne se scenen. Helt galt blev det, da musikken startede og denne masse af mennesker blev tættere og kom i svingninger. Nu kunne jeg ikke længere se scenen!

Det var helt klart mennesker i begyndelsen af 20’erne, som med liv og glæde gik i ét med musikken. De gæster, som jeg i en kort pause fik talt med, fortalte, at de kom fra Aalborg og var taget til Aarhus for at høre netop denne koncert.

Musikken kunne jeg sagtens høre, men at se musikerne var nærmest umulig. Det betød, at jeg ikke kunne tage de billeder, som jeg havde lovet at tage til denne rapportage. En flink hollænder fik taget en kort video, hvor nogle af musikerne kan ses.

Fik jeg ikke set koncerten med ”O.K Cloos Fire Service”, så fik jeg til gengæld en anderledes og slet ikke dårlig oplvelse af mennesker og musik: Glad og svingende musik – og et fredeligt, svedende publikum fyldt med glæde.

Da koncerten var forbi, og publikum var gået af scenen, fik jeg en snak med orkesterets hovedmand Jeppe Okwaisie Cloos. Saxofonspillende københavner bosat i Aarhus, hvor han er på det sidste år på konservatoriet. Han er gift med en kvinde fra Ghana. Aftenens specielle gruppe består af fire danskere og yderligere syv personer fra England, Indien, Senegal og Ghana. De sidstnævnte er på turné i Tyskland og tog en svingtur til Jeppe i Aarhus.

Alle aftens numre var komponeret af Jeppe og havde kun været prøvet igennem få gange. De fremmede og uddannede musikere var efter det fortalte meget tilfredse med den danskes afrikanske musik.

Jeppe Okwaisie Cloos har via sin hustru, fået kontakt til musikinteresserede i Ghana og har i de sidste to-tre år haft en saxofonskole i landet. Nogle af saxofonerne har han fået leveret af byens Saxofonværksted. Et anderledes u-lands (sam-)arbejde.



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C