13. - 20. juli 2024
Et fint øjeblik i selskab med Musvitten
15/7/2024 |
Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Henning Espersen
MUSViT, Café Gaya 14/07/2024
JazzDanmark-vinder vandt mange jazzhjerter søndag eftermiddag på Café Gaya
"Du er på vej væk mod et andet sted. Jeg kender dig ikke mer'. Du vender blikket væk mod et andet sted. Giv mig et sekund. Giv mig et øjeblik."
Sådan lyder den enkle tekst, nærmest et lille digt, til et af de numre, kvartetten MUSViT har på sætlisten til gårsdagens café-koncert – Et øjeblik. Det stilfærdige musikalske akkompagnement understreger på bedste vis melankolien, smerten, sorgen, der er forbundet med en afsked.
Nummeret er i mine ører et absolut højdepunkt i et kort sæt, i alt syv numre, hvor de dansksprogede tekster spiller lige op med og bliver fint underbygget af musikken. Nogle gange er det lige så meget rap som sang, der kommmer ud af munden på frontkvinde Ronja Rose Andersson. Det gælder eksempelvis det funky og energiske Tag dig sammen!, der skal minde os om, hvor godt vi egentlig har det herhjemme – og dermed også er en opfordring til at lægge klynk og klage til side.
Jo, her betyder teksterne noget. Det er ikke altid tilfældet i jazzen. Og for den sags skyld heller ikke i den rap eller pop, som også er blandt det unge orkesters inspirationskilder.
Ud over at synge tilføjer sangerinden af og til sin stemme elektroniske synth-effekter og spiller desuden på altsax. Deruover bliver musikken – dygtigt og entusiastisk – fremført af Teis Ortved på tenorsax og klaver, Jacob Ternström på bas og Adam Lorentzi på trommer.
Efter seks fine numre er det egentlig slut, men den pænt fyldte café forlanger et ekstranummer, og det har bandet, klog af skade fra tidligere, forberedt sig på. Så i tilgift får vi Undulat (!) – som eneste nummer med engelsk tekst.
Af jazzfestivalens program fremgår, at MUSViT var med i årets Jazzkonkurrence afholdt af JazzDanmark. Og jo, de var skam med, og det endte endda med, at de vandt, da finalekoncerten 29. maj blev afholdt på Montmartre i København. "Legesygt og udforskende" var blandt juryens hyldestord til bandet, og det flugter fint med oplevelsen af gårsdagens koncert.
Bagefter får jeg en lille snak med Ronja om bandet og musikken. Vi taler blandt andet om navnet MUSViT, der ifølge Ronja poppede ret tilfældigt op. Bandet var opmærksom på, at musvitten – sød og væver - med sin karakteristiske cykelpumpelyd nok ikke er den skarpeste kniv i musikskuffen.
– Men så kunne det jo kun gå fremad derfra, siger Ronja med et smil.
Og det må man sige, at det er gjort. Nu står de som JazzDanmark-vinder med en førstepræmie på 10.000 kr. og ifølge Ronja ikke mindst med stærkt forøget opmærksomhed omkring bandet.
– Konkurrencen har virkelig givet os et skub fremad, siger hun.
Det er hende og Teis, der skriver teksterne og musikken, hvor hele bandet dog også er med i processen.
Og hvor længe har den dansk-svenske konstellation, baseret i København og Malmø, så været om at nå så langt?
– Vi har faktisk kun eksisteret som band siden oktober sidste år, men vi kender hinanden godt fra et to års ophold på Skurup Folkhögskola (jazzlinjen), fortæller Ronja og tilføjer, at bandet endnu ikke har udgivet noget.
– Men vi regner med at udkomme med en single i sensommeren, slutter hun.
I MUSViTs sidste nummer er kvartetten til lejligheden udvidet med trompetist Paolo De Jesus Maido. Ud over at være medspiller ved koncerten er det også ham, der sammen med en anden ung jazzmusiker, guitarist Carlo Dayyani, har booket musikerne ind til jazzugens koncerter på Café Gaya. Her har den unge upcoming jazz fået endnu et sted at udfolde sig.
Caféen, der i 2018 rykkede fra Vestergade til fritidsundervisningscenteret i den tidligere Fjordsgades Skole, har også i det daglige fokus på musikken med jævnlige koncerter, også i andre genrer end jazzen. Og så byder de på fremragende vegetarisk mad.
Der har været jazzkoncerter på Café Gaya både fredag, lørdag og søndag. I dag, mandag 15. juli, har du chancen for at tjekke spillestedet ud til koncerterne med Nordlys kl. 17 og Pretending To Play Modern ['d3æz] kl. 19.
Se mere her.
Se flere reportager her >
Flere fotogallerier her >