Rytmisk Sal smittes af Cecile Mclorin Salvants farvestrålende karisma

17/7/2024 | Forfatter: Camilla Seidelmann Lerner | Fotograf: Poul Nyholm
Cécile McLorin Salvant + Sullivan Fortner, Yasushi Nakamura & Kyle Poole, Musikhuset Aarhus 16/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten

Lewes, København og Rotterdam, er kun nogle af de få steder Cecile Mclorin Salvant har været på tour de seneste to uger. Og den 16 juli, fik Aarhus mulighed for at overvære den farvestrålende jazzsangerinde brillere i Musikhuset

Det er sjældent, at der sker noget magisk på regnfyldt tirsdag aften. Men da den haitiansk-fransk- amerikanske jazzvokalist, Cécile Mclorin Salvant indtager scenen i Rytmisk Sal i Musikhuset, iført neon grønne sko og en særpræget lilla kjole, så hersker der ingen tvivl om, at vi som tilskuere, skal være del af en sanselig samt underholdende musikalsk rejse. 

Men inden den musikalske rejse for alvor bliver sparket igang her klokken 19, står tilskuere spændt og venter udenfor salen allerede godt en halvtime, før de første noder spilles. Der har været fuld skrue med jazz koncerter i Musikhuset, så stemningen er fra start sat i jazzens tegn. Og da klokken nærmer sig tættere på 19, er tilskuerne bevæget sig ind til Rytmisk Sal for at se Cécile Mclorin Salvant levere. 

De fleste af tilskuerne er samlet i sæderne på midten, og mens nogle holder om deres kære, så tropper nogle stykker op alene for at nyde musikken. Men en ting, vi alle har tilfælles, er, at vi er her for at være en del af rejsen. Atmosfæren er sat, tjek. Folk er spændte, tjek. Det eneste, der mangler nu, er musikerne til at sætte deres aftryk på instrumenterne.

Lyset slukkes.

Alle kigger mod scenen.

Og nu transporteres vi ind i jazzens verden. 

Pianisten, Sullivan Fortner, trommeslageren, Kyle Poole og jazzbassisten, Yasushi Nakamura gør deres entre på scenen. De begynder at spille, og deres sammenspil, er i starten blidt og subtilt. Og efter nogle minutter, ankommer Cécile på scenen. Hendes stemme flyder naturligt sammen i sammenspillet mellem de andre musikere. Og nu er vi officielt med på rejsen. Alt er i symbiose nu. 

Efter den første sang, introducerer Céciles i jazzens tradition sine medmusikanter. Hun spørger derefter lydmanden, om der er mulighed for at få mere vokal i mikrofonen- men siger det med et stort smil på læben og et glimt i øjet, “but no bass, please.” Et jubel af grin høres blandt publikum. Og i de næste 90 minutter, bliver vi ikke kun vidne til nogle af vor tids bedste jazzmusikere, men vi bliver også godt underholdt af Céciles uimodståelige charme og indlevelse i musikken. Og midt i anden sang, begynder det hele at swinge endnu mere. Der opstår vibrationer i gulvet fra Kyles trommespil, der kan mærkes i fødderne fra række seks, og flere i publikummet begynder at rokke lidt med hovederne og løsne mere op til musikken. Cécile trækker publikumet til sig med sine gestikulationer, der formår at få en til at indleve sig endnu mere i koncertens mange rytmiske lag.

Dét, der særligt kendetegner Cécile og hendes udpluk af sange, er, at hun formår at være utrolig alsidig. Der spilles blandt andet fortolkninger af engelske sange af Burt Bacharach, Buddy Johnson, Dianne Reeves og Richard Rogers (samt en sang fra disney filmen, Pocahontas). Og med disse sange rammer hun et højt niveau af sass og sensibilitet, hvor der til tider bliver udvekslet nogle følelsesladet suks, særligt under “Just Around the Riverbend." Under indspilningen af andre numre, udtrykker publikummet sig med begejstret woohs og yays, som er med til at illustrere, at tilskuerne er komfortable med jazz genren.  

Under denne koncert er der plads til både det seriøse og det humoristiske, uden nogle af disse elementer skal gå på kompromis. “What song do you want to do, Sullivan?” spørger Cécile. Sangene udvælges til tider løbende under koncerten, hvilket er med til at vise, at Cécile skaber et rum, hvor interaktion mellem publikum og talenterne ikke fremstår alt for for formelt. Hun nævner blandt andet til publikummet, at både hende og Sullivan har været syge, så hvis hun rammer den forkerte node, vil hun gå væk fra scenen for at hoste. Men dette var ikke scenariet, fordi hun beherskede hver tone til perfektion. Og hvis der er en ting, der smittede af på publikum, så er det helt sikkert hendes dedikation til at ramme hver tone med sin helt egen flair for diktion. 

Hun er kåret til at være vor tids Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan- og det giver mening efter denne koncert. Det Cécile evner at præstere indenfor 90 minutter, er at repræsentere det familiære, samtidig med at hun er nyskabende i sine fortolkninger. Sammen med de andre musikere producerer de ikke kun en smuk koncertoplevelse, men en fantastisk rejse, der markeres af Céciles elegance og smittende humør i sammenspillet med pianisten, bassisten og trommeslageren.

Alt er i takt under denne koncert.

Og efter de fire talenter drog væk fra scenen, opstod der lidt en fornemmelse af tomhed. Musikerne er pulsen og energien, der har formået at transportere publikummet i et andet følelsesmæssigt rum. Den indlevelse og farverige univers, musikerne har præsteret de sidste  90 minutter, har tydeligt sat sig i rummet i Rytmisk Sal denne aften.