AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Bryder ud ”I sang”

Bryder ud ”I sang”

17/7/2024 | Forfatter: Jan Hyldig | Fotograf: Henning Espersen
Jacob Anderskov ’I sang’ & Århus Sinfonietta, Sct. Pauls Kirke 16/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten


Den fyldte Skt. Pauls kirke var i sikre hænder i den times tid, Jakob Anderskovs helstøbte komposition ”I Sang” varede. Det var en dejlig oplevelse – menneskelig, vedkommende og på en gang smuk og usentimental


Skt. Pauls kirke er stort set fyldt. Uret får lov til at passere 16. Det er sikkert sådan, at de sidste interesserede kan nå at løbe de få hundrede meter mellem Skt. Lucas kirke og Skt. Pauls kirke. Koncerten er nemlig flyttet. Lidt over kl. 16 træder musikerne frem -  med Jacob Anderskov i spidsen. Et sangblad er delt ud, og vi får en kort instruktion i muligheden for at synge med – brumme, kigge sangtekst eller ”synge af karsken bælg”, som Jacob Anderskov udtrykker det. 

Så fylder Kasper Tranbjergs klare og milde trompet rummet og efterhånden støder klaver og trommer til. Det er en fintspillet jazzkomposition, som bringer os rundt i et moderne musikalsk landskab – ukendt men stilsikkert og trygt. Klaveret glider langsomt over i velkendte toner, og de to vokalister istemmer Tøger Larsens og Otto Mortensens "Du danske sommer, jeg elsker dig". Sangen slutter og instrumenterne glider tilbage i en moderne komposition. Det er konceptet i Jacob Anderskovs værk: En fast rytmisk vekslen mellem kendte sange fra Højskolesangbogen og jazzens moderne udtryk. Sådan ledes vi gennem 10 højskolesange og salmer. 

De instrumentelle passager, hvor jeg især bemærker trompeten, fordi den er så klar og ren i sit udtryk, er smukt samspillet med nænsomme trommer og klaver. Århus Sinfonietta falder fint ind i de melodiske jazzarrangementer, og de instrumentelle passager får i løbet af koncerten karakter af meditative og refleksive rum mellem sangene.

Sangene - har en bemærkelsesværdig stærk position i koncerten. Ikke kun på grund af, at vi kender dem og elsker dem. De to vokalister tilfører sangene en dyb almen menneskelig dimension. Som de står der, to trin oppe, ved hinandens side, møder de verden åbent og ærligt - og bryder ud ”I sang”. Særligt synes jeg, at Ingemanns usentimentale ”Tit er jeg glad” står stærkt og dobbelttydig". Men også i Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” aner man forbitret anråbelse i Soffie Viemoses stemme. 

Ja, vi bryder ud ”I sang ” gennem livet – dets møje og besvær, dets glæder og sorger. I Jacob Anderskovs koncert ”I sang” giver sangene og jazzen respektfuldt hinanden plads, og jeg oplevede en helstøbt, sympatisk og smuk koncert, hvor forskel og enhed, sang og jazz gik hånd i hånd - som yin og yang.        



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C