På lydrejse med Copenhagen Clarinet Choir

17/7/2024 | Forfatter: Hannah Withen Hejl
Copenhagen Clarinet Choir - Lillejazz, Dokk1 16/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten

Til koncert med Copenhagen Clarinet Choir viste avatars sig på jord. Mennesket bag hver klarinet blev instrument, og instrument blev menneske

Det regner på min vej til koncert med Copenhagen Clarinet Choir. Overalt er der vand. Havet ved siden af havnen. Koncerten er i Dokk1. Jeg ved ikke hvor, men finder en kø af mennesker på vej ind ad en dør, og derefter et tavleskilt med en annoncering af koncerten, der står skrevet med farvekridt. Det må være her. I salen er der lange rækker af stole. Jeg sætter mig på den tredje forreste, finder en ledig plads. Der er stationer i rummet, hvor man kan sætte sig og f.eks. tegne eller lave puslespil. Det er en del af konceptet “LilleJazz”, som koncerten hører under: Børn skal kunne komme og være med til at høre jazz - på deres præmisser.

I indgangen står der, at man får tyve kroner i billet-rabat ved hvert barn, man bringer med sig. Jeg tror, der er lige så mange børn som voksne i rummet, spændt på, om børnene vil kunne holde sig i ro.

Konferencieren siger, det godt kan være, børnene ikke er begejstrede for musikken i dag, men måske på sigt, vil der være plantet et lille frø. Måske på sigt vil børnene også kunne sætte pris på jazz, og i dette tilfælde: eksperimenterende og improviserende jazz af et ensemble med seks klarinettister. Måske. Ensemblet består af Henriette Groth, Carolyn Goodwin, Maria Dybbroe, Jonas Engel og Anders Banke.

Koncerten går i gang. Ensemblet står i en halvbue mod publikum. Seks klarinetter, seks musikere. Efterhånden som de begynder at spille, bliver klarinetterne en del af deres krop. Musikerne bliver avatars. Klarinetten bliver en ‘kropslig manifestation af et højere væsen’. De er kommet med et formål. De skal vise os noget, vi aldrig før har oplevet, og det er sandt. 

Musikernes udtryk er så forskellige, måden de bærer deres klarinet, bevæger dem. I et nummer spiller de alle sammen noget forskelligt. De afbryder hinanden, mens nogle fortsætter ud i en strøm af lyd. Det er en symfoni. Et barn bag mig siger til sin far, at musikerne bruger klarinetten som deres stemme. Et andet siger, at klarinetterne lyder som lydene i et videospil. En far nikker, og jeg vil gerne vide hvilket.

Carolyn Goodwin præsenterer alle numrene, og giver os et billede af, hvad vi skal høre. Ved et af numrene siger hun, at vi skal forestille os en sværm af insekter, og det er dét, jeg hører, da de begynder at spille. Klarinetterne bliver igen en del af en krop. En organisme. Nogle gange følges klarinetterne ad, i deres lyde, i deres bevægelser. De er vrede hveps. Næste nummer er vi under vand. Komprimeret, fortættet regn på rude. Det føles som om, at lydene kommer fra et andet sted.

En lille dreng står og ser gennem ruden på den anden side af rummet. Hans ansigt helt tæt på, opslugt af vandet. Klarinettisterne går rundt i rummet. Et barn følger efter, siger højt, at der er vand inde i klarinetterne, at man kan høre det. “Klarinetten er et vanddyr”, siger hun, og stiller sig og danser til lydene. Ved næste nummer får vi at vide, at klarinettisterne allesammen vil spille forskellige toner, men at vi i publikum vil kunne høre andre toner - fra himlen, fra the outer space - og jeg tænker igen på avatars.

Klarinetterne bliver ved hver spillede tone bevæget i en cirkel, følger en koreografi, ligesom kroppene, de tilhører, går ud i rummet, kommer med små udsagn. Børnene skal tale med ‘små stemmer’, klarinetterne fylder rummet med deres. Nu lyder det som om, de græder, som harmonisk gråd. Jeg vil gerne kunne tale samme sprog som klarinetterne. Jeg vil høre Copenhagen Clarinet Choir igen på et tidspunkt.