AARHUS JAZZ FESTIVAL
11. - 20. juli 2025
Røg! Koklokke! Orgel! Lys! Riff! Mere!

Røg! Koklokke! Orgel! Lys! Riff! Mere!

20/7/2024 | Forfatter: Maria Skov Schmidt | Fotograf: Katharina Ya
BORN2BINGO, HeadQuarters 19/07/2024

Se fotogalleri fra koncerten


Born2Bingo formåede fredag aften at lægge til kaj ved Aarhus Havn, male Headquarters i alle tegneseriernes farver og erklære sommerfesten åben. Der blev ikke sparet på noget, da gruppen leverede funky orgel-jazz til et alsidigt publikum. En enorm energiudladning, hvor man bare gerne vil have mere!


Selvom Daimi var aflyst fredag aften, var der alligevel stærk konkurrence af andre tilbud end at tage på Headquarters. Ikke desto mindre blev de cirka 40 fremmødte mødt af Simon Gorm Eskildsen (g) i højt humør, der konstaterede: “I er her jo alle sammen”. Den velkomst fik skabt en god kemi mellem publikum og band fra starten. Kroppen kom i svingninger, da bandet inviterede os på deres tegneserieunivers - de inviterede os på et ægte eventyr.

Vi var eksempelvis oppe og flyve i det høje luftlag med luftskibet, Clementine. Et luftskib der mest af alt ikke burde kunne flyve ligesom brumbassen, men som alligevel trodser tyngdelovene. Vi mødte eneboeren Werner, der levede langt ude i skoven, og som aldrig havde mødt en kvinde før. Vi så nogle diamantsmuglere i sangen “Diamonds”, og hørte dertil også et stjålet guitar-riff til lejligheden. Et univers leveret af dygtige entertainere og musikere med karisma.

Der skal måske ikke flere end tre dygtige musikere til at få Headquarters i svingninger, men jeg vil spise Daniel Sommers hat på, at ikke mange kan underholde, med så vilde vingeslag, som Born2Bingo kan. 

Først fra venstre, bag et forklæde med røde tern og hjerter, sad Simon Gorm Eskildsen ved orglet og fyrede den af. Med sit hoved i svingende og fingrene med, leverede han nærmest elegant de vildeste soloer og de strammeste toner. En sand funket, orglet, fornøjelse. Samt en dygtig fortæller. 


På midten af scenen stod Mads Nørgaard på elguitar. Nørgaard blev introduceret som deres “nye åbenbaring”, hvilket giver rigtig god mening. Med vilde riffs, kontrol over sit b-stykke og et kæmpe smil, var han deres “lille ny” i familien. Og man fristet til at sige tillykke med ham. Som i en god fortælling, stod bandet også i en udfordring, da det blev konstateret i første sæt, at Nørgaard manglede en seng til natten. Et incitament for at spille godt, og til tider lidt højt. Det ærgerlige var, at grundet samme register kunne guitaren godt komme til at overdøve orglet. Men især i andet sæt - de funky soloers tid -, kunne man fornøjes af, at der blev plads til at høre hver især. 


Til venstre for Nørgaard og iført cowboyhat sad Daniel Sommer ved trommesættet og gav publikum max koklokke! Sommer kastede med sine stiks og sad i cruise control, da han spillede så hatten passede. Som afveksling til andre tilbud til jazzfestivalen var det virkelig rart at både høre koklokke og stortromme fra samme trommeslager - mens det hele bare gav mening. Især Sommers intro til “All Inclusive” var alt hvad man kunne tænke sig, og jeg ville ønske, jeg kunne høre den én til én igen. Soloer er tit ret unikke, og derfor svære at genskabe. Dog er det muligt at få en snert af samme fornemmelse af Born2Bingos tegneserie-orgel-jazzede univers, hvis man downloader app'en “Born2Bingo”. 

Men selv med en app, er det umuligt at genskabe denne koncert. I røg og funklende lys, blev alle blandt publikum - ligegyldig alder - fortryllet af bandets melodier, der satte både hoveder, skulder og knæ i gang hos de fremmødte. Det univers Born2Bingo har skabt, og som de spillede på Headquarters fredag aften, er ret utroligt. Vi fik en orgel-jazz gryde med et bredt sortiment af sanseindtryk. Med både caribiske, afrikanske, funkede, bluesede og hiphoppede elementer, gav de os en buffet af stort set det hele. Hvilket passede med det Eskildsen sagde til slut: "Det må være moralen, man skal have all inclusive, lidt af det hele, og så med drikkevarer til.” En dejlig koncert oplevelse, og en lykkelig slutning, da (spoiler!) Mads Nørgaard endte med et tilbud om en seng af én fra publikum. 

 

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C