Velspillende gæst i egen kvartet

13/7/2009 | Forfatter: René Wiborg – www.renewiborg.dk
Ulf Wakenius Quartet feat. Dena DeRose, Vestergade 58, 12/7 20:00

Det svenske guitar-es Ulf Wakenius kom til Vestergade 58 med en trio. Eller var det omvendt? Selv om hans sorte økse glødede, stjal den charmerende amerikaner Dena DeRose ofte scenen med udadvendt ekvilibrisme.

Ulf Wakenius Quartet feat. Dena DeRose var sandsynligvis sat sammen til lejligheden, og det havde været mere dækkende for koncerten, hvis plakaten i stedet havde meldt: Dena DeRose Trio feat. Ulf Wakenius. Men det gjorde ingen forskel. Verdensnavnene tryllebandt de 70 - 80 tilskuere på Vestergade 58. Første sæt blev sparket i gang med Benny Carters ”When lights are low”. Tæt, stram lyd, måske fordi musikerne næsten gned sig op af hinanden dér mellem søjlerne på scenen. Så tæt som hos salig Bent J. DeRose sang - smilende, venligt - ved sit opretstående klaver, og Ulf Wakenius, the Man in Black, tryllede bluesy toner ud af sin sorte Les Paul-style elguitar. Vi nåede også omkring Duke Ellington. Instrumental jazz over stok og sten. Denas edderkop-kravlende fingre over tangenterne og Ulfs ditto over gribebrættet. Under Wakenius´ soli udvekslede et par teenagedrenge imponerede blikke. Himmelvendte øjne på den fede måde! Også når det gjaldt Dena DeRoses' indtrængende vokalarbejde og de danske ankermænd, Morten Ramsbøl (bas) og Kristian Leth (trommer), som i dén grad bakkede solisterne op. Midtvejs gav Wakenius en solo-hyldest til bassisten NHØP, som guitaristen optrådte med. ”I skovens dybe stille ro” blev dog skæmmet af en fyldebøtte, som blandt andet fandt det nødvendigt at bræge ”amatør” mod scenen til musikerne, som dog holdt masken i første omgang. Pinligt. Måske ødelagde det koncentrationen for Wakenius, der gik videre med ”Blues for Oscar” (Peterson, som NHØP og Wakenius i øvrigt også spillede med). Lidt senere greb bassist Morten Ramsbøl ind og fik den overrislede herre vist døren under højlydt protest - men til publikums bifald. ”Bye” og arrivederci” lød det fra Dena DeRose, som sang Irving Berlins “How deep is the ocean” inden pausen, hvor en kampsvedende trommeslager Kristian Leth måske nåede at skifte skjorte. Det lidt ujævne andet sæt på cirka 45 minutter kom fint i gang med et latintema, men da kvartetten fortolkede Herb Ellis/Johnny Frigo, virkede det som om, at Wakenius var på glatis. Mens DeRose scattede lystigt, unisont med sine klaversoli, var Ulfs blik rettet mod nodebladet. Uinspireret. Mæt af guitarekvilibrisme var aftenens overraskelse Dena DeRose. Hun er meget, meget stærk i standards, og det er fortjent, at hun har vundet priser og en Grammy-nominering. Hendes fortolkning af Lennons ”Imagine” var smuk, men det er jo en smagssag, om man kan jazzificere en så markant ballade med udvidede akkorder og ændret rytmisk betoning. Ekstranummeret ”Speak low” (Weill/Nash) bød atter på insisterende vokal og forrygende solo-chase mellem musikerne. Fin afrunding på en flot koncert, hvor DeRose og de to danske svende trak det tunge læs, mens jeg savnede bandleader-gnist og egne numre fra Wakenius. Der er flere (nat)koncerter på Vestergade 58 i løbet af ugen, blandt andet med Ibrahim Electric. Læs om og lyt til kunstnerne på: www.myspace.com/ulfwakenius www.denaderose.com