AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Sigøjner-swing på

Sigøjner-swing på

15/7/2009 | Forfatter: Lars Borup
String Swing, Klostertorvet, 14/7 16:00


Pladsen var fyldt til bristepunktet, da String Swing tirsdag eftermiddag serverede et velspillet musikalsk miks med høj musikalsk kvalitet og masser af veloplagthed.


String Swing består af sangerinden Alice Carreri, Søren Siegumfeldt (C- saxofon), Jacob Fischer (guitar), Erik Laustsen (trommer) og endelig personen, der i programmet var angivet som ”And others”. Det viste sig at være bassisten Hugo Rasmussen.

Det blev en fornøjelig koncert med masser af sigøjner-swing og en del afstikkere til andet materiale. Blandt dem ”Pool and Dart”, en lille finurlig sang, som var med til at skabe variation i musikoplevelsen.

Denne sang og en del andre numre er hentet fra String Swings nyeste cd, som udkom sidste år. Den har titlen ”Waiting for the good times”. Det er den første indspilning med Alice Carreri som sangerinde. Hun passer stemmemæssigt perfekt ind i bandet og den stramme musikalske form.

Samspillet tirsdag eftermiddag var sublimt, og det var tydeligt, at musikerne holdt meget af musikken og samværet på scenen, og så gjorde det absolut ikke noget, at det var Hugo Rasmussen, der var med på bas ...!

Der var masser af godbidder i eftermiddagens repertoire. Blandt de mest vellykkede var en version af Bob Dylans ”Things have Changed”.

En herlig musikalsk eftermiddag på Klostertorvet, som Hugo Rasmussen med et glimt i øjet fik omdøbt til ”Klistertorvet”.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C