AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Sorte og stolte sammen

Sorte og stolte sammen

16/7/2009 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen - www.carlancher.dk
Still Black, Still Proud - The African Tribute to James Brown; Musikhuset Aarhus, 15/7 20:30


Soul, funk og fællesskab gik op i en højere enhed, da James Brown blev hyldet med manér i Musikhuset.


Pointerne blev mejslet ud, både verbalt, visuelt og musikalsk, for os, der i går aftes var samlet til messe i Musikhuset for "Godfather of Soul", salig James Brown. Den afrikanske musik samt funk og soul skulle denne aften (gen)forenes til en højere enhed. Og i tråd med ånden i musikken skulle vi alle være sorte og stolte, jf. bandets navn. Rapperen Ty bad os alle råbe i kor: "I'm Black and I'm Proud". Da han til start mærkede en vis tøven blandt publikum, der overvejende var "blegansigter", bedyrede han, at det jo i virkeligheden var ligegyldigt, om man var sort eller hvid. Det handlede om, at alle mennesker var lige meget værd og skulle være stolte af det. Og ja, hvis det føltes lidt akavet for os i starten, blev vi vist alle i vores sjæl lidt sortere og stoltere, efterhånden som koncerten skred frem. Koncerten blev meget apropos sat i gang af bandets sorte percussionist med en enkelt afrikansk tromme. Så kom bandet på scenen - en næsten fifty-fifty blandet flok af sorte og hvide musikere - med orkesterlederen, den levende legende Pee Wee Ellis, i front. Pee Wee Ellis, der er blevet kaldt funkens opfinder, som i 1965 begyndte at skrive numre sammen med James Brown og dermed lagde grunden til soulstjernens succes, og som selv er blevet kaldt funkens opfinder.

Og så gik funkmaskinen ellers i gang med "Soul Pride" og "Din, Don Don". Uha, det kørte, men var ved at gå lidt i selvsving, indtil rapper Ty kom på scenen og for alvor satte gang i festen med opfordringer til publikum om at komme op at stå. Under resten af koncerten var denne opfordring overflødig. De fleste havde efterhånden svært ved at sidde stille til musikken ...

Lidt senere kom vokalgruppen The Mahotella Queens på scenen med festtøj, der ville noget, afrikansk sang, dans og vrikken. Og her var virkelig noget at vrikke med, både til gården og til gaden. Sådan fortsatte festen - og nu med stadig mere James Brown ind over. Lyse Lizzy Deane demonstrerede overbevisende, at hun i virkeligheden også er sort indeni, med en smuk smuk version af soulballaden "Try Me". Ty gav "Make it Funky" for fuld groovy skrue, og Mohatella Queens tog over med "Please, Please, Please", der angiveligt var nummeret, der for alvor gjorde James Brown berømt. Sidst, men ikke mindst brillerede Fred Ross - det tætteste vi kom på James Brown i både stemme og fremtoning - med "Cold Sweat" og "Say it Loud" med solid opbakning fra Ty og de øvrige vokalister. Vi fik funk til benene og soul til sjælen, så det var en sand fornøjelse - og indimellem blev pointen om, at vi var sorte, stærke - og først og fremmest SAMMEN - banket så solidt fast, at ingen kunne være i tvivl. Eller næsten ingen! For en sikkerheds skyld spurgte jeg en meget lyslødet bekendt i salen, om han følte sig sort og stærk. - "Jeg arbejder sort og er stærk", lød svaret fra manden, der så både stærk og lykkelig ud. Til overflod fik vi som ekstranummer den gamle mesters storhit "I Feel Good!" Og det skulle man da være gjort af lyst træ for ikke at kunne skrive under på. Ikke mindst fordi vi fik den i anderledes og fremragende version med tempoet helt nede, en velsyngede Fred Ross i front og med en helt formidabel solo af gamle Pee Wee midt i det hele. Så groovy og sejt, at det kunne skrabes ned ad foyerens duggede glasvægge bagefter. Alt for få publikummer (vel omkring 150 plus cirka 50 gratister udenfor med næsen klemt flad mod ruderne) forlod opløftede arenaen. Sort-hvide, stolte og glade i låget.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C