AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Stort, flot og fornyende

Stort, flot og fornyende

16/7/2009 | Forfatter: Lars Borup - www.lars-borup.dk
Tip Toe Big Band, Ridehuset, 16/7 17:00


Tip Toe Big Band - et traditionelt bemandet bigband kombineret med en stribe elektroniske instrumenter – serverede dubstep i Ridehuset. Måske en afskrækkende tanke for nogen, men så har de ikke oplevet dette professionelle fynske foretagende.


Det blev en rutschetur gennem et hav af musikalske billeder. Hver gang man tænkte, at nu havde de været igennem hele registeret, blev der føjet nye facetter til oplevelsen. Den karakteristiske elektroniske dubstep-bas var fundamentet, men rytmisk var vi i mange hjørner. Funk, latin og afrikansk blandede sig med traditionelle bigband-riffs, lyriske temaer båret af træblæsere og hårdtpumpende danserytmer skubbet frem af rytmegruppens elektroniske trommer, bas og laptop styret af trompetisten Lars Vissing, der har komponeret temaerne og de svedige beats. Undervejs fik jeg billeder i hovedet af nogle af Ellingtons kompositioner og formen fra Thad Jones/Mel Lewis’ legendariske bigband. Samtidig var der masser af danserytmer, der gjorde det svært – især for den yngre del af publikum - at holde benene og kroppen i ro. Noget så specielt som en solo for laptop og elektroniske trommer faldt helt naturligt ind i billedet. Det hele blev krydret af mange solistpræstationer og markant styret af dirigent Torben Sminge, der også havde svært ved at holde sig fra at danse med. En unik musikalsk oplevelse. Jeg kan kun anbefale at opleve Tip Toe Big Band. De har interessante bud på fornyelse af bigbandgenren samtidig med, at de viser stor respekt for denne orkestertradition.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C