AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Regntunge skyer og én mere

Regntunge skyer og én mere

18/7/2009 | Forfatter: Jes Halding
Mais Uma, Klostertorvet, 17/7 16:00


Mais Uma betyder ifølge pålidelige kilder én mere. Og dog var der en del mere end én mere på Klostertorvet fredag eftermiddag.


En noget truende himmel, men inciterende musik med en blanding af brasiliansk overskud og dansk charme, og det tror da pokker, når der sidder en trommeslager som Janus Templeton bag Carsten Kær på piano og de to frontfigurer Mai Seidelin på en meget autentisk vokal samt Morten Ankarfeldt på bas med et fuldstændigt uanstrengt forhold til repertoiret – og ja, med et overskud. Og bandet nød det sammen med publikum, hvoraf en enkelt unavngiven bemærkede, at det var da dejligt med en så udadvendt musik i forhold til r..kedelige orkestre, der var sig selv nok. Det kunne selvfølgelig ikke blive Rio de Janeiro, men stemningen var, som en anden ytrede, lidt større end Århus, selv om tordenfluerne normalt ikke invaderer den kolde øl i Brasilien. Og selv Sommersbypigerne fik et lille anstrøg af Sydamerika. Vejret og musikken holdt i den grad, indtil Vor Frue Kirke kimede, og dråberne holdt deres indtog.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C