AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
The Day the Bass-players took over the World

The Day the Bass-players took over the World

19/7/2009 | Forfatter: Thomas Simonsen
DY:NA:MO, Fatter Eskil, 18/7 21:00


Der kom virkelig fokus på dette store og dejlige instrument, da tre af vores ypperligste bassister slog sig sammen på Fatter Eskil lørdag aften.


Mens fodvarmeriet havde fuld fokus på trommerne med ikke mindre end fire trommeslagere i duel under teltdugen var det bassisternes aften på Fatter Eskil. Og der var ingen tvivl hos denne anmelder: Det var en af ugens absolut allerbedste oplevelser, da bassisterne overtog verden for en stund. Torben Bjørnskov, Morten Ramsbøl og Jacob Venndt gav os en grundig lektie i hele bassens store repertoire. En noget improviseret koncert, hvor der måtte snakkes og aftales meget undervejs i numrene, men måske derfor også meget levende, sprælsk og fuld af energi.

Sammen kalder de tre velklingende herrer sig for DY:NA:MO – og vi fik fra starten at vide, at af copyrightmæssige årsager er tegnsætningen meget vigtig, da navnet ellers kolliderer med et andet kendt orkester. De kan nu kalde sig, lige hvad de vil – der er vist ingen tvivl om, at de besøgende jazzgæster på Fatter Eskil denne aften kaldte dem ”fremragende”! Stemningen var fuld af spilleglæde og entusiasme – især var det sjovt at se de tre musikere kigge forventningsfuldt på hinanden midt i et nummer: ”Hvem tager den næste solo?!”.

Når man sådan får lejlighed til at fordybe sig fuldstændigt i ét enkelt instrument kan man virkelig nyde alle nuancerne og forundres over spændvidden. Der kan stryges, bankes, spilles helt utrolig langt ned af gribebrædtet og slåes flageoletter an, som man knapt havde drømt om. Og skulle man på forhånd være en smule bekymret for, om tre så store personligheder med tre så store instrumenter overhovedet kan være på samme scene, ja så forsvandt enhver tvivl, når man hørte de smukke samklange og sprudlende soloer. Sammenspillet var "tight" og harmonisk helt i top, på trods af, at de fleste numre blev tvivlsomt introduceret af én af hr. Venndts mange (løgne)historier og underfundige kommentarer: Indimellem blev der vist grinet lige så meget på scenen som i salen! Det var nu ikke kun de store træskibe, vi hørte fra scenen – Jacob Venndt kunne naturligvis ikke holde sine skønne mundharper i lommen (heldigvis!), og mindsanten om ikke Morten Ramsbøl viste sig at være en glimrende blokfløjtespiller.

I sidste nummer skiftede alle tre bassister så til elektriske instrumenter og fyrede en funky og fantastisk afskedssalut ud over det meget tilfredse publikum. Det tog flere timer at få armene ned efter så dejlig en koncert.

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C