AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Sådan er Karl William også

Sådan er Karl William også

17/7/2022 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Karl William & Peter Vuust Trio, Musikhuset Aarhus 16/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Det siges, at en god sang kendes på, at den også holder med akkompagnement af en lejrbålsguitar. Man kan udvide dette postulat til også at omfatte en akustisk jazztrio.


 

Den 27-årige eksilaarhusianer Karl William med efternavnet Wandahl har siden gennembruddet for ti år siden beriget dansk musik med adskillige iørefaldende popsange, blended med hiphop og rap.

Allerede for mange år siden begyndte en heftig flirt mellem jazz og hiphop, som f.eks. Thomas Blachmans The Style and Invention Album med Al Agami og Remee fra 1994. Så da trioen Peter Vuust, Nikolai Hess og Morten Lund skulle finde en solist til deres traditionsrige afsluttende festivalkoncert i Lille sal i Musikhuset, var Karl William et indlysende valg. Hans sange er groovy, med iørefaldende omkvæd, og de danske tekster er fyldt med sproglig legesyge. Og så er han delvis vokset op i Peter Vuusts hood Åbyhøj!

Lyden på Karl Williams studiealbum er synthbaseret, men de tre garvede jazzmusikere havde skåret ind til benet, fundet sangenes kerne og svøbt den i en varm lyd af akustiske instrumenter. Morten Lund bag trommerne mestrer alle jazzens kreative finurligheder, men hvis sangen kræver et knastørt, funky og tilbagelænet beat, så leverer han også det. Og alle tre brillerede med velplacerede, stilrene soloer.

Karl Williams lyd er unik. Stemmen er lys, støvet og let nasal, og er lige så genkendelig som Stan Getz' saxofon. Ingen lyder som ham, og kontrasten mellem stemmen og hans fysiske fremtoning er næsten lige så stor som hos en anden stor vokalist, Aaron Neville.

Nå, denne namedropping skal delvist sløre, at jeg ikke er fortrolig med Karl Williams produktion, og der blev ikke givet mange oplysninger fra scenen. ”Jeg øver mig i at snakke, men vil hellere bare synge”, lød det. Peter Vuust har både bassen og ordet i sin magt og stod for de fleste introduktioner, f.eks. af det instrumentale åbningsnummer Homesick. Det var inspireret af en oplevelse med et mæglerfirma i forbindelse med et huskøb i Åbyhøj. Også Nikolaj Hess kom på sætlisten med sit African Trees, hvor Morten Lund for alvor skabte trommefest i Lille Sal.

Foruden at Forgude blev til en smuk jazzballade, og vi fik begavede fortolkninger af Kostumeramt og Syredronning. ”Det funker sgu da meget godt”, konstaterede den shorts- og kasketbærende solist og blev mere alvorlig: ”Det her er én af de reneste musikoplevelser, jeg har haft i mit liv,” sagde han, mest henvendt til sine musikere, der alle var gamle nok til at være hans far. ”Det er som at være til konfirmation 2.0. Jeg føler virkelig, at jeg er trådt ind i de voksnes rækker”.

Begejstringen hos publikum boblede, og der måtte to ekstranumre til. Karl Williams nok største hit Om Igen var naturligvis det ene.

Prøver blot at samle mig omkring de ting, jeg ikk´ ka´ kontrollere
Mens jeg prøver på at kunne bevare hvem, jeg i virkeligheden er
Indimellem er vi mindre end det største vi blir´.

Måske kan et samarbejde som dette være med til at lukke op for nye sider af den unge kunstners talent. Det skal blive interessant at følge.

Festivalens sidste koncert for denne reporter indeholdt alt det, vi gerne forbinder med jazzens væsen: plads til at lege, plads til at fortolke og evnen til at arbejde sammen på tværs af genrer. Vi høres ved til Aarhus Jazz Festival 2023. 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C