AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Jazz er ikke kun for de ældre

Jazz er ikke kun for de ældre

14/7/2022 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørn Gade


Mellem tilskuerne til dobbeltkoncerten tirsdag i Generationernes Hus på Aarhus Ø sad tre yngre personer og hørte på Malthe Jepsen og Camilla Dayyani Group.


 
Uden at være grov kan man fastslå, at flere var ældre – det såkaldte ”grå guld”. Var det mon et uheld, at de unge var endt her halvt ude i Aarhus Bugten? De tre unge har sammen været på Klejtrup Musikefterskole ved Hobro og var nu samlet i Aarhus for at være sammen og for at høre musik i jazzfestivalen.
 
– Vi går mest efter de gratis koncerter, men min mor er flink til at give os billetter – og altså også til koncerten her, fortæller 18-årige Raian Alsharej, der er bosat i Vrinners, og som efter ferien skal begynde i 2.g på Egå Gymnasium. I fritiden spiller han guitar og er blandt andet med i gymnasiets bigband.
'
Ved siden af ham sidder 17-årige Anielka Przekorzynska fra Odder. Hun spiller klarinet og har i mange år været med i Odder Garden. Som navnene måske lader ane, så har de en udenlansk baggrund og kom fra henholdsvis Bahrain og Polen som 11-årig og 5-årig.
 
Var det ikke mere naturligt for jer, at være til Roskilde Festival?
– Jo, det kunne vi måske godt have været. Men det koster, forklarer Anielka og Raian tilføjer: - Hvis nogle af vores venner skulle med.
 
Hvad hører I gerne af musik?
- God pop, funk – og noget jazz, svarer Anielka. 
– Ja også jazz og soft rock tilføjer Raian.
 
Hvor har i været i Aarhus Jazz Festival?
– På Klostertorvet. Vi har hørt forskellige grupper, lyder svarene og med tilføjelsen, at det er fordi, det der er gratis at komme ind.
 
For dem begge er musik vigtig i deres verden og i deres videre liv. Anielka har søgt ind på Lydlaboratoriet. Hun ved endnu ikke, om hun kommer ind. Lydlaboratoriet er et projekt med rytmisk talentudvikling i Region Midtjylland – der blandt andet omfatter Jazzfabrikken.
 
I de kommende dage skal de to og deres ven, der er løbet til bussen, udforske jazzugens andre gratis koncerter.
 
Læs mere om lydfabrikken her
 


Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C