AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Åh, hvilken himmelsk vellyd

Åh, hvilken himmelsk vellyd

10/7/2022 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Jørgen Nielsen
Indra, Helsingør Theater - Den Gamle By 09/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Der var næsten helt fyldt i Helsingør Teater ved Den Gamle By lørdag aften. Her stod sangerinden Indra Rios-Moore klar med sine fire musikere. Det blev en fortryllende aften.


 
Udenfor var der blæsende dansk sommerkoldt, indenfor varmt. På scenen stod Indra Rios-Moore. Hun har jævnligt besøgt Aarhus, siden hun for 12 år siden sprang ud som fuldtids sangerinde netop her i Aarhus.
 
Hun var en syngende, sangglad amarikener, der i New York var løbet ind i den aarhusianske saxofonist Benjamin Trærup, der var i storbyen for at forbedre sin musikalske uddannelse. Musik og sang forenede – og en tur fulgte tilbage til Aarhus med saxofonisten, der blev hendes mand. Hvad der siden skete fortaber sig noget. Husker blot, at jeg dengang helt i starten hørte en flot sangerinde, der spillede sammen med sin Trærup. (Jeg erindrer ham år før som en smilende skoledreng på Samsøgade Skole). Med sig i starten havde de bassisten Thomas Sejthen.
 
Det var flot dengang. Nu er der gået en håndfuld år, parret Rios-Moore-Trærup flyttede siden tilbage til New York – og senest til Barcelona i Spanien. Der er kommet fem cd’er fra Indra. Den seneste er kommet her i foråret. Men sikke en udvikling – fra god til fantastisk.
 
I Helsingør Teater stod Indra helt centralt på det gamle teaters scene. Med sig havde hun Benjamin Trærup på sax og klarinet, stadig Thomas Sejthen på bas – og lidt nyere i gruppen var Søren Bigum på guitar/slideguitar og Esben Laub von Lilienskjold på trommer. Begge de sidstnævnte gav numerne rigtig meget mere. Det blev i løbet af et sæt på lidt mere end halvanden time til knap en snes numre. 
 
Det er rolig amerikansk jazz med et stænk af gospel, blues, lidt pop – men ikke bare sunget som mainstream. Indra har sin helt egen stil.
 
Åh, hvilken stemme. Den stod med sine høje toner flot i det gamle rum. Meget bedre end man kan høre på cd’erne: soft som en engel, klokkeklar – blandende sig med tonerne fra Bigum og Trærup. Flotte arrangementer. Musikerne fulgte hovedpersonen helt nøje. Her var ikke tale om en koncert, der bare skulle overståes for 117. gang. En fornøjelse at se musikernes levende ansigter. Det er en fordel ved ikke bare at høre, men også at se musik live.
 
Publikum, der var det ”modne” publikum, lyttede dybt koncentreret. Stille som bare pokker, for at bryde ud med klap en masse efter hvert nummer. En usædvanlig smuk aften.
 
Koncerten blev optaget og bragt live på DR P8-jazz, hvorfor den senere kan genhøres på nettet.
 
 


Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C