AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
En kølig kioskbasker

En kølig kioskbasker

14/7/2022 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
Horse Orchestra, Knud’s Kiosk, Jægergårdsgade 13/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Friluftskoncerten ved Knud's Kiosk med Horse Orchestra blev ramt af forsinkelse og kolde vinde. Alligevel bekræftede bandet dets status som ét af klodens mest originale.


 

Koncerten var programsat til kl. 21 og markerede starten på fire dages SHARE Improfest på det alternative spillested Knud's Kiosk i Sydhavnen, dør om dør med det stadig fungerende kreaturslagteri. Det ambitiøse projekt er en del af EU's Creative Europe Community, og de lokale arrangører er Sunship og The Community.

Den velkendte lugt af dødsangste kreaturer og deres efterladenskaber hang mellem de kulørte lamper. Svaler og måger kredsede ovenover og blandede deres skrig med world- og rootsmusik fra DJ´en. En forventningsfuld skare på taburetterne måtte dog vente en rum tid på den levende musik. Tubaspilleren var nemlig ikke nået frem efter en koncert med Jimmy Tenor på turkis. Og i ventetiden gik det op for de fleste, at de vist var kommet hjemmefra med for lidt tøj på. ”Vi vil kompensere for ventetiden med at spille et fucking langt sæt”, annoncerede Jeppe Zeeberg, og de kjortelklædte musikere, minus tubaisten Kristian Tangvik, indledte med nummeret To.

At beskrive den musik, Horse Orchestra er i stand til at levere, vil kræve mange tillægsord, men imellem den vil være ”humoristisk”, ”virtuos”, ”nyskabende” og ”overraskende”. Og så de titler: Nackte Frau mit Brille var nummer to på sætlisten. Tredje nummer begyndte med korte blæserudsagn, afbrudt af ivrig, intern snak, musikerne imellem. ”I må godt byde ind” sagde Jeppe Zeeberg til os. Komponisten var basunisten Petter Hängsel, som også var solist med en ubeskrivelig solo, der trak de første af mange spontane klapsalver fra de kolde hænder.

Også bassisten Nicolai Kaas Claesson var på komponistlisten, og kunne høres i noget så sjældent som en solo for basguitar med plekter, en disciplin, der inden for jazz mig bekendt kun dyrkes af Steve Swallow. Måske skulle det have været en tubasolo?

Sættets mest strømlinede nummer Fucking Dishonest Shitpoliticians var en stram funkrock, hvor Zeebergs solo på det opretstående klaver viste hans evne til at indlede med noget, der virker velkendt, for derefter gradvist at bevæge sig steder hen, hvor de færreste har været før ham.

Arrangørerne fik gang i et lille velment bålfad, og brænderøgen blandede sig med førnævnte aroma. Horse Orchestra rundede første afdeling af med endnu et af de kaleidoskopiske lydmalerier, de er specialister i: stumper af ragtime, cabaret, jazz-rock og kosak-kor. Uventede associationer, skøre indfald, barokke vinkler. En leg med elementer fra musikkens enorme lager af fraser, udført med en udadvendt, glad og imødekommende attitude, der forklarer hvorfor Horse Orchestra i 2016 kunne optræde på Femø Jazz Festival, nok Danmarks mest hardcore traditionelle jazzfestival. Uden at blive jaget bort med høtyve!

Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning. En dynejakke ville have reddet aftenen for Deres reporter, der modstræbende måtte opgive at opleve resten af showet. Trods venlige tilbud om gratis varm te og kaffe til alle.

SHARE Improfest fortsætter i Knuds Kiosk til og med 16. juli.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C