AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Når jazz vokser sammen med moderne kompositionsmusik

Når jazz vokser sammen med moderne kompositionsmusik

18/7/2021 | Forfatter: Jørn Gade | Fotograf: Albert O. Meier/Hreinn Gudlaugsson
Jakob Kullberg – Propounding feat. Kresten Osgood, Radar 17/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Hvad er jazz – og er det jazz, bare fordi det opføres ved en jazzfestival?


Nogle gange taler man drillende om jazzpolitiet. Det er dem, der mener, at jazz skal være sådan og sådan – helst lidt old school, ikke for mange eksperimenter, ikke for meget avantgarde, ikke strygere, ikke for seriøst, ikke for poppet … og mere af den slags.

Dette års jazzfestival i Aarhus har haft rigtig meget af det. Altså alt det ”forbudte”. Måske fordi ikke mindst de yngre rytmiske musikudøvere af princip gerne vil afprøve nye veje. Og i dette års coronabegrænsede og økonomisk usikre tid har de store internationale navne ved festivalen været begrænset, hvilket har givet plads til en masse danske og helt lokale musikudøvere. Det skal ikke beklages, for det er gået rigtig godt – og har som i et drivhus givet plads til helt nye planter.

Således kunne spillestedet Radar lørdag byde på cellisten Jakob Kullberg og hans projekt Propounding. Navnet kan på engelsk dække over at komme med forslag til noget nyt. Men ordet hentyder også til den amerikanske digter (og meget mere) Ezra Pound, der regnes for en af fædrene til modernismen i litteraturen, en slags ekspressionisme fra begyndelse af 1900-tallet. Han endte på sørgeligste vis med at støtte Mussolini. Efter Anden Verdenskrig bliver han dømt for landsforræderi, men som strafuegnet anbragt 12 år på et psykiatrisk hospital. Det var den triste deroute, men inden da havde han som ung begået nogle berømmede, meget lyriske digte. Det er i disse mytiske digte, Jakob Kullberg har taget udgangspunkt i sine kompositioner.

Det skal nævnes, at Aarhus-drengen Jakob Kullberg er uddannet på en række af de fineste internationale konservatorier, og at han sidste år blev udnævnt til kunstnerisk leder af Århus Sinfonietta. Det er et kammerensemble, der har specialiseret i at spille ny kompositionsmusik.

På scenen placeret centralt i salen på Radar med publikum hele vejen rundt var udover Kullberg også trommeslageren Kresten Osgood, der er kendt som en musikalsk krudtugle og et muskelbundt. Han har siden midt i 90’erne været kendt og skattet, ikke mindst i Bent J-tiden, hvor han har trukket en masse spændende musikerkolleger til. Osgoods musikalske udfoldelse har aldrig været uinteressant. Nu var han den eksperimenterende jazzdreng i selskab med de klassisk uddannede Jakob Kullberg samt klarinettisten Carolyn Goodwin, guitaristen Peter Tinning og bassisten Mariusz Prasniewski.

Koncerten begyndte stille og afdæmpet. Kullberg havde både celloen stående mellem sine ben samt lagt den ned og brugt den som guitar. Han sang hertil på en følsom, men også lidt monoton måde en række af Ezra Pounds tidlige digte. Ofte fik han i sangen hjælp af klarinettisten Carolyn Goodwin. Det lød meget smukt med de to sangere samlet som én stemme.

Det var ikke let at forstå digtenes ord, hvilket er synd, når de netop er udgangspunkt for sangene og kompositionerne. På vej fra koncerten sagde en ven, at nu måtte han hjem og finde teksterne, som han ikke kendte til.

Den ikke særlig kendte stil – avantgarde-klassisk-jazz – og projektet Propounding med Kullberg og Osgood er for kort tid siden blevet optaget og skulle udkomme på LP om få måneder på forlaget ILK.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C