AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Rejsen til lydens indre

Rejsen til lydens indre

18/7/2021 | Forfatter: Anya Winqvist | Fotograf: Anya Winqvist
Århus Sinfonietta, Helsingør Theater – Den Gamle By 17/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


En omsluttende oplevelse med nyskabende musik.


Du ved den der følelse, du får i hele kroppen, når en helikopter flyver hen over dit hus i meget lav højde? Når lyden og vibrationerne fylder dig til bristepunktet, og du ikke helt ved, om du skal stå på det urolige eller det begejstrede ben? 

Det lander for mit vedkommende i total begejstring over komponisten Lars Greves klanglige eksperiment I håbets skygge, hvor musikernes mikrofoner er koblet til store metal- og træplader, der skaber resonans og giver lyden nye dimensioner.

Musikerne er Frederik Munk Larsen på guitar, Henrik Knarborg Larsen på slagtøj, Niels-Ole Bo Johansen på trombone og Erik Kaltoft på klaver. De er en del af Århus Sinfonietta, som med sine totalt 19 faste musikere er en kompakt udgave af et symfoniorkester med netop ét af hvert instrument.

Men i dag er det de fire herrer, det drejer sig om, og uropførelsen af to nye værker, der er specielt skrevet for netop disse fire via projektet Nye Spor på Aarhus Jazz Festival.

Vi befinder os i Helsingør Theater i Den Gamle By, Danmarks ældste scene bevaret i sin oprindelige form. Det er visuelt spændende, og det fungerer bare godt med det spændingsfelt, der opstår i mødet mellem gammelt og nyt. Jeg føler mig for en stund sat helt uden for tid og sted.

Aftenens anden uropførelse er komponisten Henriette Groths Eruptions, som starter ud af ingenting med åndedræt i trombonen og udvikler sig til en forunderlig rejse. Mine tanker føres fra naturlyde til årstidernes vekslen, eller måske er det et helt liv, der går. Jeg giver slip på tanken om, at jeg skal forstå, og nyder i stedet bare at være til stede lige nu.

Koncerten byder desuden på Iannis Xenakis værk Psappha fra 1975 samt to tidligere specialskrevne værker under Nye Spor: Irene Becker: LYDEN AF… (2019) og Emil Palme: Lucy (2019), og jeg imponeres af, hvor vidtfavnende Sinfonietta-musikerne er. Særligt i værket LYDEN AF… , som helt skifter karakter flere gange undervejs, inden det lander meget smukt.

Jeg lander også smukt midt i Aarhus igen. Lygtepælene på vejen hjem kaster lange blå skygger, og Aarhus Jazz Festival synger på sit sidste vers for i år. Tusind tak for denne gang!

Henriette Groth har premiere på Det Kongelige Teater med en endnu unavngiven forestilling med Karen-Lise Mynster i januar 2022.

Lars Greve kan, og bør, du følge via resonerenderum.dk

Århus Sinfoniettas kommende events kan du se her, og Helsingør Theater kan du læse om her.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C