AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Seks komponister spiller ud

Seks komponister spiller ud

16/7/2021 | Forfatter: Jørgen Nielsen | Fotograf: Jørgen Nielsen
ToneArt præsenterer TID/RUM, Skt. Lukas Kirke 15/07/2021

Se fotogalleri fra koncerten


Vandringer i tid og rum i Skt Lukas


Eftermiddagsheden tangerer det udanske denne torsdag, så det er en svalende oplevelse bare at komme ind i det store, lyse kirkerums kølighed med den stramme, nyklassicistiske arkitektur.

Her er også god plads, selv om hver anden kirkebænk er blokeret. Men vi er nok til, at det giver mening, at seks ambitiøse musikere og komponister skal bruge en god time på at præsentere hver deres værk for os.

De er alle medlemmer af komponistsammenslutningen ToneArt, der med egne ord er ”stiftet for at sætte fokus på afsøgende / eksperimenterende musik, fortrinsvis for større ensembler med vægt på det kompositoriske element. Målet er at promovere grænseoverskridende musik gennem samarbejde.”

Og grænser blev der overskredet – mest markant i det eksperiment, der ligger i at kombinere et kirkeorgel med tre blæsere, en kontrabas og flygel/keyboards. Orglet er jo et orkester i sig selv med utallige indbyggede muligheder, men også bastant og i bogstavelig talt ophøjet.

Men ensemblet havde knækket koden for sammenspil. Allerede i Kim Kristensens værk Poetisk Symmetri blandede stemmerne sig fint, uden hørbart delay, trods en afstand på mange meter.

Efter koncerten fortalte Kim Kristensen, at de under prøverne havde  konstateret, at de i de hurtige numre skulle stå oppe ved orglet. Måske var det derfor, at alle, bortset fra Olga Witte ved orglet, skiftede placering flere gange i kirkerummet alt efter numrenes karakter.

Sad man rigtigt placeret som lytter, fik man et formidabelt stereobillede, og kirkerummet bar lyden af de stærke blæserindsatser op under det høje loft.

Karsten Vogels ikoniske altsax har lydt på mit teenageværelse og til de store beatkoncerter, hvor man lå på gulvet og drømte. Og drømme kan man stadig til denne store stemme i dansk musik. Emil Hess snoede orientalske guirlander ud af sin sopransax, og Pernille Béfort transporterede primært sin dybtklingende, varme basklarinet med på vandringerne i tid og rum, som i sin egen Er der tid - er der rum?

Anne Mette Iversen havde strategisk anbragt små basforstærkere på de forskellige stop på vandringerne, og havde skrevet Puzzle # 1.

Titlerne på kompositionerne krævede ikke mange forklaringer. ”Et tidsrum er noget, man har til rådighed. Det har vi nu i seks og et halvt minut”, kommenterede Karsten Vogel sit indslag af samme navn. Og straks røg jeg igen tilbage til teenageårene, hvor Deep Purple havde et kæmpehit med Child in time. Der var noget med det orgeltema, er Olga Witte vor tids Jon Lord?

Bare en tanke! Kvinden med dagens største instrument havde skrevet Onkel Alberts Rumtid, inspireret af en børnebog af samme navn om Albert Einstein og hans relativitetsteori. Og her blev salmestøvet for alvor blæst ud af orgelpiberne i en skræmmende voldsom intro.

Man forestillede sig lyden af verdens skabelse, efterfulgt at Vogels altsax, der som en frisk spire i stilheden efter kaos symboliserede livets opståen. Kim Kristensen stemte i med noget, der lød som en Moog, og sammen åndede de alle ud i et forløsende suk.

Emil Hess' bidrag var koncertens mest dansable. Awakening præsenterede Anne Mette Iversens basstemme synkront med kirkeorglet over en afstand på måske 100 meter; bas og sax byder hinanden op til dans, og resten af ensemblet (minus orgel) følger med ud på gulvet i en fyrig folkedans.

For undertegnede var denne koncert den mest vellykkede integration af kirkens stationære soundbox med gæstende instrumenter i rummet siden en gåsehudsfremkaldende oplevelse med Poul Dissing og hans norske samarbejdspartnere, organisten Ivar Kleive og guitaristen Knut Reiersrud. Afstand er ikke et issue, når puls og vejrtrækning synkroniseres. Det er sådan noget, store musikere kan.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C