De skriver for JazzLive under Aarhus Jazz Festival
ANYA WINQVIST

Jeg tegner egentlig mere end jeg skriver, og oftere for børn end for voksne. Udover at stå bag årets plakat for Aarhus Jazz Festival 2021, så har jeg gennem livet sunget med på Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Monica Zetterlund i et tilstrækkeligt omfang for at forstå, at jazz for mig i højere grad handler om følelser end om fakta. Det skal jeg som medlem af Jazz Live-redaktionen prøve at formidle efter bedste evne.
CARL ANCHER PEDERSEN

Jeg er passioneret musikelsker med særlig forkærlighed for jazz og rock. Min tilgang til musikken er åben. Jeg er til alt fra det stilfærdige og iørefaldende til det vilde, voldsomme og eksperimenterende, så længe det er velspillet, og hjertet er med. Siden 2007 har jeg redigeret jazzfestivalens program på både print og web, ligesom jeg i flere år har været medlem af Jazz Live-redaktionen som skribent og redaktør.
EBBE H. LAUTRUP

Jeg synes, det er spændende at udforske relationen mellem den indspillende kunstner og den optrædende artist. For det er i spændingsfeltet mellem studiet og scenen, at magien opstår. En magi som ikke kan brændes på cd. Jeg går efter personlighed, udstråling og gennemslagskraft. Jeg har været musiker, siden en lighter hed et fyrtøj og har haft berøring med alle stilarter i mit snart 60-årige liv. Er journalistuddannet og har flere gange anmeldt for Aarhus Jazz Festival sideløbende med skud fra boven på Kulturkongen om teater og musik m.m.
JES HALDING

Siden jeg som fjortenårig blev ramt af hundredårige Charlie Parker, har jazzen haft en altafgørende plads i min daglige omgang med musik. Lejlighedsvis som udøvende musiker, mest som formidler af koncerter gennem 15 år i Jazzselskabet Aarhus. Derudover anmelder jeg udgivelser i Jazz Special. Og jeg glæder mig til at bevæge mig rundt i sommerjazzen og være med til at videregive stemninger og nærvær omkring rigtigt levende koncerter.
JØRGEN NIELSEN

Jeg har været med til at dække Aarhus Jazzfestival i mere end 10 år som skribent og fotograf. Jeg er udover mit arbejde som freelance fotojournalist også aktiv som bassist og stod desuden bag bogen "Rock i Aarhus" fra 2008 som redaktør og medforfatter. At være med til at dække en så stor og varieret musikbegivenhed som Aarhus Jazz Festival er som at være på en årlig dannelsesrejse rundt i jazzens uendelige univers - og er med til at udfordre mig, både som skribent og fotograf.
JØRN GADE

Jeg er ikke musiker, bare musikelsker. Af en eller anden grund har specielt jazzen vundet mit hjerte. Jeg elsker at høre jazzen på plade, på nettet, på P8-jazz – og ikke mindst live. Det at opleve musikernes spillen sammen og spillen op til hinanden. Alt det man ikke kan se, når man bare hører musikken. Jazz skal opleves – ikke bare i en festival, men gerne året igennem. Glæder mig dog igen i år til årets jazzfestival – for at høre det kendte og elskede og for at opleve det ukendte ... som jeg måske kan li'. Intet er bedre end at blive positivt overrasket!
LARS BORUP

Jeg er uddannet journalist og musiker. Har skrevet for Jazz Live i en længere årrække. Laver også konsulentarbejde for Jazzfestivalen og er konferencier i Bispejazz teltet. Resten af året skriver jeg artikler om musik og musikere primært til fagblade. Underviser året rundt i journalistik og kommunikation. Spiller i flere orkestre og har eget bookingfirma.
OLE BISBJERG

Jeg holder meget af jazz. I alle afskygninger. Jazz er livsglæde og energi. Jazz skaber nye fællesskaber og bringer mennesker sammen. Aarhus Jazzfestival er en manifestation af jazzens livskraft og viser både tradition og fornyelse. Jeg glæder mig til at formidle stemninger og oplevelser og ikke mindst til at blive udfordret af jazzens vildtvoksende undergrund. I mit tidligere liv har jeg bl.a skrevet for Jyllands Posten og været leder af musikområdet på Det kongelige Bibliotek, Aarhus.
TILBAGE TIL JAZZLIVE FORSIDEN