AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Hellere boller i karry end glans i chili ...

Hellere boller i karry end glans i chili ...

13/7/2022 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Bo Petersen
Lummerjazz & Baggårdspoeter, Gellerupscenen 12/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Jo, det blev indimellem en anelse lummert – men først og fremmest sjovt, da fire poetry-slammere jazzede den op i Gellerup.


 

Vi nærmede os slutningen på en både jazzet og munter aften, da Tobias Dalager (stand-upper og måske tidligere Fynsmester i badminton) som et af sine bud på at forny den danske ordsprogssamling leverede overskriften til denne tekst.

Og det gav de fleste – i hvert fald de fleste mandlige deltagere – at dømme efter applausen ham så inderlig ret i, ligesom alle vel også kunne skrive under på, at "en fugl i hånden er bedre end en hånd i fuglen." 

Tobias – og tre andre "baggårdspoeter" var aftenen igennem med til at gøre os gladere og måske en smule livsklogere med deres tekster med og uden musikledsagelse: Thomas Thisted (billedet), Niels-Peter Henriksen og Jesper Kirkegaard. 

Den, egentlig ikke særlig lumre, jazz blev leveret af en yderst kompetent kvartet: Jakob Elvstrøm (sax), Niels Ulbrandt (keys), Eskild Dohn (guitar m.m.) og Per Kolling (trommer).

Der er klare regler for poetry slam-konkurrencer, og de blev forsøgt håndhævet af aftenens toastmaster Jesper Kirkegaard: egne tekster, 3 minutter og 10 sekunder pr. indslag, ingen rekvisitter. Musikerne blev underlagt samme tidsgrænse i første afdeling, hvor de mellem teksterne skulle improvisere, inspireret af ordene.

De fik behørigt på puklen, når de ramte over eller under, og da de på et tidspunkt slog over i blues. "Det er jo en JAZZ-festival !", lød det formanende. Ligesom publikum fik skældud for at glemme at klappe efter de forskellige soli. 

Jo, det var seriøst det her. For til sidst skulle vi alle sammen være med til at udpege vinderen af årets Lummerjazzpris, som både poeter og musikere kunne vinde. 

Så vi var helt klart ret optaget af, hvem der spillede bedst, og hvem der sagde de sjoveste eller klogeste ord. 

Var vi mest til Tobias Dalagers alternative ordsprog eller hans neurotiske "Jeg laver lister"-mani, blandt andet med en "not to do"-liste som resultat? 

Syntes vi bedst om Thomas Thisteds manende advarsel til især det kvindelige publikum om at betragte ham som sexobjekt, med trusler om at hævde sig på krænkerne ved at smide tøjet?

Var Jesper Kirkegaard mest tankevækkende med sin ambition om at blive nummer 1 (inspireret af Magnus Cordts storslåede etapesejr i Tour de France tidligere på dagen), som han forløste ved at hænge i telefonkøen til TDC. Indtil han faktisk blev nummer 1 og så kunne lægge røret på. "For jeg har jo alligevel ikke noget, jeg vil spørge TDC om."

Eller var Viby-drengen Niels Peter Henriksens digt om ghettoen 8260 Viby J (udtales JOJ) det fedeste? 

Det var hundesvært at afgøre, ligesom det var umuligt at sige, hvilken musiker, der leverede den mest overbevisende underlægning til ordene.

Men til sidst tog Jesper Kirkegaard den tunge byrde fra vores skuldre ved at afsløre endnu en dogmeregel, som han havde glemt at annoncere fra starten:

"Der kan kun stemmes om Lummerjazzprisen, hvis der er 1.600-1.700 publiummer til stede!".

Nu var vi kun godt 40, og derfor blev samtlige digtere og musikere erklæret som vindere. Alle kunne således gå hjem med et smil på læben.

Kulturkollektivet står også bag en ny anderledes jazzevent torsdag aften på Gellerupscenen - Swing, Sjov & Øl.

 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C