AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Ambient punktum for Musikhuset Swinger

Ambient punktum for Musikhuset Swinger

17/7/2022 | Forfatter: Carl Ancher Pedersen | Fotograf: Hreinn Gudlaugsson
KALEIIDO feat. Rumpistol & Lars Vissing, Musikhuset Aarhus 16/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Efter bigbandbraget med Aarhus Jazz Orchestra i ørerne var kontrasten til KALEIIDOs minimalisme slående.


 

Netop væltet bagover af Aarhus Jazz Orchestra, Sinne Eeg og Mathias Heises forrygende udgave af Blusette (Toots Thielemans) og før det Giant Steps (John Coltrane) i foyeren var det en ganske anderledes oplevelse, der ventede på den lille caféscene i den anden ende af Musikhuset. 

Næppe var sidste tone døet hen i foyeren kl. godt 22, før KALEIIDO var i gang med at sætte et stilfærdigt og stemningsfyldt punktum for den lange række koncerter under årets udgave af Musikhuset Swinger.

Et ret så talstærkt publikum var blevet – eller kommet til – for at få denne sidste koncert med, og det er ikke så underligt. Der har siden starten i 2019 være utrolig meget opmærksomhed omkring denne duo, der består af guitarist Anne Roemer og saxofonist Cecilie Strange. Og ikke mindst er der med rund hånd drysset anmelderroser og -stjerner ned over KALEIIDOs to album VOYAGE (2021) og ELEMENTS (2022). 

Både på plade og live søger duoen samarbejde og forstærkning med kolleger fra øverste danske (jazz)musikerhylde, således også denne aften. Til venstre på caféscenen var duoen flankeret af Rumpistol (alias Jens Berents Christiansen), prisbelønnet elektronisk musiker, producer og komponist, der også er kendt fra gruppen Kalaha. Og på den anden side stod "vores" lokale trompet-helt Lars Vissing, ikke mindst kendt fra Aarhus Jazz Orchestra. 

Der var ikke blot et anseeligt, men også et andægtigt lyttende publikum, der havde taget plads foran scenen. Her blev der ikke klappet mellem soloerne, for der er i høj grad tale om en organisk enhed, hvor den ene musiker ikke stikker op i forhold til den anden. Ejheller blev der klappet mellem numrene, hvilket også er svært, når en koncert former sig som ét langt musikalsk forløb. 

Vi var absolut ude i en af jazzens afkroge – en behagelig, stilfærdig, meditativ og "yoga-egnet" én af slagsen. 

Jeg holder meget af at have musik som denne kørende derhjemme (her tænker jeg også på f.eks. Svaneborg Kardyb og Bremer/McCoy), når jeg sidder og skriver, laver et eller andet praktisk eller bare slapper af.  

Det er ikke musik, der skal ud over stepperne med "gigantiske skridt". Det er mere musik, der ikke rigtig skal nogen steder hen, og det er i mine ører både styrken og svagheden. 

Indrømmet: Gårsdagens live-oplevelse – trods fremragende fremført med guitar, sax, trompet samt flittigt betjente  effektpedaler og -knapper – blev for mig en anelse for stillestående i længden.

Men årets Musikhuset Swinger skal på falderebet have ros for et varieret program, hvor der ugen igennem blev givet plads til både tradition og fornyelse.

Det i denne sammenhæng nye spillested, Musikhuset, kan med sine tre scener, den store foyerscene, den lille intime caféscene og den udendørs spejlbassin-scene noget, som Ridehuset ikke kan: afpasse scenen efter musikkens karakter og den forventede publikumstilstrømning. Det fungerede perfekt.

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C