AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Spritny musik i 200 år gamle omgivelser

Spritny musik i 200 år gamle omgivelser

17/7/2020 | Forfatter: Rasmus Espersen | Fotograf: Henning Espersen
Kasper Staub Trio feat. Maria Dybbroe, Helsingør Theater – Den Gamle By, 17/07 19:30

Se fotogalleri fra koncerten


Tiårsjubilarerne Kasper Staub Trio inviterede Maria Dybbroe til urpremiere med improvisation og præcision i særklasse.



Det er efterhånden tre år siden, at Kasper Staub Trio sidst forkælede os med et album (Strøg, 2017), men noget tyder på, at der snart er mere på vej. I dagens anledning havde trioen nemlig taget spritnyt materiale med til en urpremiere på det 200 år ældre Helsingør Theater. Og som om det ikke skulle være mere end rigeligt til at fylde de få tilgængelige pladser i denne pandemitid, så havde trioen inviteret saxofonisten Maria Dybbroe indenfor til at ryste lidt op i de vante rammer.

Koncerten begyndte med, at Maria Dybbroe gik på scenen med sin basklarinet sammen med Kasper Staub, der gik på scenen, satte sig ved sit flygel og … fandt en akustisk guitar frem! Den havde jeg ikke lige set komme. Han lagde ud med elegant fingerspil, som Dybbroe taktvis akkompagnerede, ind til hun stoppede og gav plads til Staubs autotunede vokal. Effekten blev ikke brugt til at pitche perfekt, det havde Staub ingen problemer med, viste han, da han sang med på saxofonens toner, men derimod som det, den er: en effekt. Lidt ligesom Kanye West brugte den i sin tid. Efter et vers og et omkvæd kom saxofonen igen på banen, men denne gang blev den hængende. En lille, men elegant variation, der skulle vise sig som en forret til en aften med små variationer, der ledte til små sensationer.

Efter en tre numre kom resten af trioen på scenen: bassist Jens Mikkel Madsen og trommeslager Anders Vestergaard. Samtidig var det slut med de instrumentale overraskelser, og Kasper Staub satte sig foran sit flygel.

Hvor trioens tre foregående plader har været meget rytmisk funderede, lægger det nye materiale op til en langt mere fri tilgang. Der var dog få numre, der havde en direkte rød tråd tilbage til de gamle – i aften repræsenteret ved nummeret Aero, det eneste af de gamle.

Hvad der virkelig imponerede mig denne aften var præcision og symbiose. En ting er, at de tre i trioen kan læse hinandens tanker. Det er i sig selv imponerende. Men at et fjerde medlem kan glide så ubesværet ind i kollektivet, er ud over det sædvanlige. Stor kredit til både Dybbroe og trioen. Nogle numre gik ubesværet over hinanden i blokke af tre. Andre numre stoppede abrupt med en sådan præcision og overraskelsesmoment, at jeg nær havde tabt tyggegummiet. Det var helt og aldeles ekstraordinært.

Oven i den usædvanlig perfekte timing redefinerede Kasper Staub også livemusikken med sine real time-effekter. Mens hans spillede, miksede og producerede han hele livebandet, så Madsens bas på et tidspunkt lød som Dybbroes luftige saxofon. Staub skruede så ubesværet – mens han spillede med en lethed og en præcision, der syntes modstridende – at han virkede fuldstændig upåvirket af den genrepåvirkende og historieskabende effekt, han havde på publikum. Det var ganske enkelt mageløst.

Det er virkelig synd, at så få kunne være til stede denne aften på grund af myndighedernes retningslinjer, men heldigvis sendte P8 Jazz live fra koncerten, så der skulle være rig mulighed for at (gen)høre koncerten derhjemme, mens vi endnu har radiokanalen iblandt os.



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C