AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Genhør med en gammel kending

Genhør med en gammel kending

12/7/2022 | Forfatter: Jes Halding | Fotograf: Henning Espersen
Ulla Henningsen Trio, Helsingør Theater - Den Gamle By 11/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Helsingør Teater var en passende scene for en sangerinde, der for de fleste er mere kendt som skuespillerinde, og så er hun uddannet fra Aarhus Teater.


 

Ulla Henningsen startede da også med – uden akkompagnement – at recitere et digt af Edith Södergran, før hun via Tove Ditlevsen i ny musisk indpakning ramte PH med klassikeren I dit korte liv. Og det blev naturligvis ikke sidste gang, vi fik ham at høre.

Hovedparten af publikum var i en aldersklasse, der havde oplevet Ulla Henningsen i titelrollen i TV-serien Kald mig Liva, og de blev ikke skuffede.   

Og så præsenterede hun sig ellers som den jazzsangerinde, hun også er, med en helt personlig udgave af A Nightingale Sang in Berkeley Square. Det blev ligeledes muligheden for at få hendes to fortrolige medspillere, pianisten Nikolaj Hess og bassisten Jens Skou Olsen, til at folde sig helt ud. Det var fremgik med al tydelighed, at de kendte hinanden ud og ind i musikken, selv om Ulla Henningsen mente, at de havde haft en pause på 29 år, sådan da.                                                                                   

Spændvidden i aftenens repertoire viste sig blandt andet i en stærkt teatralsk udgave af et nummer hentet fra Tiny Tims repertoire, som så blev fulgt op af en ballade, Theres a Place for Us, som hun gav et stilfærdigt nyt liv for så at sætte trumf på med en ikke blot sunget, men også spillet version af en gammel revyklassiker, Åh hvor var han dog bedårende. Og i den ånd forløb resten af aftenen.  Og publikum fulgte solidarisk med hele veje.

Der blev vekslet mellem genrerne, efterhånden med vægt på det mere stilfærdige, men dog fik Hess og Olsen lov til at strække helt ud i en dejlig jazzificeret udgave af På Sjølunds Fagre Sletter, og i det hele taget fik de to akkompagnatører mere rum til at levere fine soli undervejs.                 

Selvfølgelig have aftenens centrum styr på slutningen. Det formelt sidste nummer, Lukketid, en meget fin tekst til melodi af Leonard Cohen blev fulgt op af det uundgåelige ekstranummer, i dette tilfælde Liva Weel og egentlig lige så selvfølgeligt ABC-Visen.

Det blev en aften i både visens og jazzens tegn leveret af en generøs kunstner.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C