AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Kølig råhygge i gyden

Kølig råhygge i gyden

11/7/2020 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: Albert O. Meier
Cockney Pub's house band with guests , Cockney Pub, 10/07 19:00

Se fotogalleri fra koncerten


Temperaturen var til den kølige side, men stemningen og musikken var i top, da Cockney Pub inviterede til sommerjazz



Det var lidt spændende at skulle til udendørs jazz i Maren Smeds Gyde, hvor Cockney Pubs ejer Mike Wilson traditionen tro inviterede til festivaljazz ude på gaden.

Lad mig slå fast. Det fungerede ganske fint og velordnet. Publikum skulle have siddepladser for at få serveret, og der var ikke større sammenstimlen af stående lyttere. Fredag var der inviteret til starten på stedets sommerjazzprogram,og som altid blev der spillet veloplagt og med glimt i øjet. Blot manglede de sommerlige temperaturer, og i andet sæt kom der også kølig vind gennem gyden.

Men musikken var i top. Trombonespilleren og sangeren Nikolai Bøgelund var dagens frontfigur. Som altid velspillende og velsyngende og med et imponerende overskud til også at være entertainer. Hans følgesvende var guitaristen Søren Bo Addemos, bassisten Jesper Carlsen og kapelmesteren Heine Hot Poulsen bag trommerne.

Orkesteret var i topform. Der var masser af humor, de hyggede sig, drillede og udfordrede hinanden,  lyttede sig ind på hinanden, og det hele var bare en fornøjelse at opleve.  Der blev spillet en stribe af de gode gamle slidstærke klassikere, som alle fik et ekstra veloplagt twist.

Jazzen i gyden levede helt op til traditionen og fortsætter hele ugen, hvor Nikolai Bøgelund vender tilbage. Andre dage vil det være Rasmus Bøgelund og Finn Odderskov, der er frontfigurer. Så må vi blot håbe at det bliver lidt varmere. 

 

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C