AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Cafe a la creme

Cafe a la creme

14/7/2020 | Forfatter: Ebbe Lautrup | Fotograf: Bo Petersen
Scott Hamilton, Café Støj, 13/07 20:00

Se fotogalleri fra koncerten


Scott Hamilton har sammensat en lækker musikalsk anretning og diverterer et lydhørt og medlevende publikum på Café Støj med delikatesser hentet fra amerikansk mainstream m.m.



”Det er første job siden marts. Jeg har glemt alt. Jeg ville have haft pænere tøj på, men bagagen er ikke nået frem fra lufthavnen.”

Den verdensberømte 65-årige amerikanske tenorsaxofonist er hyggelig og veloplagt og ikke spor ramt af coronanedlukningen at dømme ud fra hans spil og fremtoning denne aften på Cafe Støj i bunden af Jægergårdsgade. Han præsenterer sit publikum for en lækkerbisken af klassikere fra den amerikanske mainstream fra det 20. århundrede med en enkelt afstikker til Sverige.

Scott Hamilton lægger ud med Will you still be mine af Haines og Dorsey, og så er der serveret. Publikum indtager musikken i takt med, at den lille tapasanretning af oste og små fiskeanretninger bliver nydt i den hyggelige rustikt indrettede musikcafe. Dinnermusik af fineste klasse.

Han løfter de gamle klassikere op i en højere oktav og demonstrerer sit grundgemyt som rar hyggeonkel for de cirka 30 fremmødte, der er tilladt denne aften. Scott Hamiltons force er, at han revitaliserer et materiale, der i forvejen har vist sit værd. Den gode melodi er afgørende, og han forløser den med overblik og autoritativ afklaret ro.

Hans fine og søgende spil med sans for, hvordan man skærer ind til benet, forlener han med en evne til at give sit spil vidvinkel og perspektiv for så igen at udvinde essensen og tragte den ned til en krystalliseret masse af spændstige toner. Det er ren storytelling på sax. Og det hører vi i nummeret I´ll close my eyes af Billy Reid. Scott Hamilton spiller blødt og let, mens Martin Schacks akkompagnement på klaveret smyger sig omkring hans toner.

Bestikket bliver lagt på tallerkenen, for publikum har fået andet at tage sig til. Et par medlevende gæster ved vinduet swinger med og udbryder: ”Yeah man.”

Scott Hamilton rammer dybt og bredt og fremmaner flotte lydlandskaber med blik og øre for at iscenesætte såvel melodi som orkester. I Skylark af Hoagy Carmichael får vi en smuk ballade med – ja, undskyld udtrykket – smørtenor, som passer godt til at fordøje den lille lækre anretning.

Bag sig har Scott Hamilton Cafe Støjs hustrio, hvor Martin Schacks anslag og klangflader svøber sig omkring Scott Hamiltons tenorsax. Den yderst kompetente rytmebase, kontrabassisten Morten Ramsbøl og Kristian Leth bag trommerne, skaber et fornemt swingende og tilbageholdt groove, så vi fysisk sitrer med af deres musikalsk fine og finurlige figurer. Og ikke mindst af deres solistiske præstationer undervejs. Joh, det er svært ikke at have let(h) til smil, når de først spiller sig ud.

Ack Värmeland du Sköna – også kendt som Dear old Stockholm – tager os videre til det svenske på en kølig og klar sommeraften over for sydhavnen i Aarhus. Flot saxforedrag af Scott Hamilton, og Martin Schacks klaver ruller fornemt og fabulerende videre, så det er en fryd at være på café. Det hele ender med en lang smagfuldt spillet sluttone i bedste Ben Webster-stil.

På passende vis sluttes af med Fransk Sinatra-sangen Summer Wind, der bliver applauderet af et begejstret publikum.

Scott Hamilton med trio giver publikum en a la creme oplevelse på Cafe Støj. Og det gør de igen i aften. Og i morgen aften. Helt sikkert!



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C