AARHUS JAZZ FESTIVAL
13. - 20. juli 2024
Lyrisk powerjazz

Lyrisk powerjazz

12/7/2022 | Forfatter: Lars Borup | Fotograf: David Bisbjerg
OTOOTO, HeadQuarters 11/07/2022

Se fotogalleri fra koncerten


Spændende møde med nyere dansk band.


 

På vej til HeadQuarters passerede jeg det festklædte publikum, der skulle i Musikhuset til Melody Gardot. Det ville jeg da også gerne have oplevet, men jeg var mindst ligeså forventningsfuld efter at høre et af de nyere skud på den danske jazzscene, bandet OTOOTO.

I mørket i HeadQuarters kælder var der stuvende fyldt med publikum, der glædede sig til mødet med de fem musikere, og det blev en stor oplevelse.

Der var fuld knald på dynamikken og et meget vellykket miks af akustiske instrumenter og electronica. Det hele blev bundet sammen af det veltrimmede lyriske sammenspil mellem Oilly Wallace på altsax og Jonas Due på trompet. De er begge fantastiske musikere, men i denne sammenhæng nåede de nye højder.

Sammen med dem var svenske Calle Brickman på keys, Mattias Flemming Petri på elbas og electronica og Andreas Svendsen som det rytmiske samlingspunkt.

Sammen foldede de det helt store lydtæppe ud. Det var vildt, fængende, fascinerende, og forrygende og heldigvis med god variation i både form, rytme og tempo. I perioder var næsten en psykedelisk oplevelse, blandt andet takket være fin lysproduktion til at understøtte musikken.

Der blev også plads til meget fine soli, ikke mindst fra altid imponerende Oilly Wallace. Der var også mere afdæmpede vadesteder i løbet af koncerten. Især husker jeg Calle Brickmans  komposition som var med i den første del af koncerten.

Jeg kan kun anbefale at opleve OTOOTO (som betyder lyd lyd på japansk) . Der ligger en del med dem på YouTube, og de udgav også albummet This love is for you sidste år. Men jeg er sikker på, at live-oplevelsen er det allerbedste.

HeadQuarters fortsætter rækken af jazzkoncerter de kommende dage, og så har de også den traditionsrige natlige jamsession. Kig forbi i kælderen. Et unikt spillested. Hele spillestedets program i jazzugen kan ses her

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C