AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Vi mødes i slutningen

Vi mødes i slutningen

13/7/2009 | Forfatter: Jørgen Nielsen
Joshua Redman Trio, Musikhuset Aarhus, 12/7 20:30


En jazztrio kan have mange udformninger, og én af de mere udfordrende af slagsen er den, hvor man har udeladt akkordinstrumentet. Søndag aften stod det store Steinway i skammekrogen på foyerscenen i Musikhuset Aarhus, og overlod desto mere plads til Joshua Redmans trio.


David Thystrup på 16 fra Odder Friskole spiller selv saxofon, og oplevede med entusiasme koncerten fra 2. række: ” Jeg synes det var meget frit, sådan ”vi mødes i slutningen - agtigt.” David dyrker – ud over Joshua Redman – de store gamle navne som John Coltrane og Sonny Rollins, og netop disse to herrer har også eksperimenteret med den akkordløse trio, som eksponerer sax, bas og trommer i en grad, så det kræver både meget kompetente og personlige musikere for at forløse musikken. Reuben Rogers på kontrabas og Gregory Hutchinson på trommer havde fået opgaven, og sammen med Redman holdt de balancen face to face med både tæt, præcist og gennemsigtigt samspil i foyerens perfekte lydbillede. Med et instrument, der så ud som det var bygget af gamle gulvbrædder, leverede Rogers gennem den 90 minutter lange koncert solidt klassisk jazzbasspil med en lyd så bred som en ladeport. Ligeså arketypisk var Hutchinson som den humoristiske, virtuose spradebasse bag trommerne. Joshua Redman selv elegant i både spil og fremtoning, og som kapelmester dreven ud i valget af repertoire. Kun kompromisløs og konfronterende lige akkurat så længe, at publikum bevarede interessen, og med en smuk blanding af eget og lånt materiale. Egne numre fra blandt andet den seneste udgivelse ”Compass” og evergreens som ”Sophisticated Lady” og ”East of the Sun” førte os frem mod et højdepunkt i ”Little Diddy,” som ætsende smukt blev spillet på sopransax, og et begejstret publikum fremkaldte en fejende latininspireret tornado som punktum for en aften i selskab med en trio, der berigede festivalen med suveræn videreførelse af én af de sværeste discipliner i jazzen. Og David? Han skal ud og høre mere saxofon i løbet af ugen, blandt andre en anden af de gamle mestre, vores egen Jesper Thilo!

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C