Fornem og bevægende fejring af 100-året for Charlie Parker

Flot spillende Oilly Wallace med stærkt bebop-hold hylder giganten ved smuk koncert i Helsingør Teater

Oilly Wallace er umiddelbart lidt stille at se til på scenen. Men ikke at lytte til. Hans spil på altsaxen tåler ingen sammenligning med hans unge alder. Han spiller, som fanden var i hælene på ham. Som forsøgte han at overhale tiden. Den har det 24-årige kæmpetalent ellers stadig foran sig.

Man fryder sig over, hvad der er i vente fra hans side i årene frem, når man hører ham hylde sin store inspirationskilde, jazzgiganten Charlie Parker. I mesterens egen Scrapple from Apple giver Oilly Wallace prøver på sine færdigheder med en mosaik af toner og vilde unisone løb mellem sax og klaver. For pludselig at spille solo, helt solo, som intro til en overordentlig smuk Embraceable You.

Anledningen er, at det er 100 år siden, Charlie Parker kom til verden. En begivenhed, som fejres over hele verden. Og for at ære en af de største og mest betydningsfulde jazzmusikere i det 20. århundrede har altsaxofonisten Oilly Wallace allieret sig med et hold af skarpe bebop-løver bestående af den svenske pianist Calle Brickman, bassist Matthias Petri og Andreas Svendsen bag trommerne.

Kvartetten har taget begivenheden til Helsingør Theater i Den Gamle By, og publikum forkæles med Charlie Parker-kompositioner samt jazzstandarder, som den legendariske musiker nåede at indspille inden sin alt for tidlige død som 34-årig.

Efter et up-temponummer, hvor Oilly Wallace løfter koncerten til næste plateau og giver opvisning i opfindsom virtuositet, viser han en dejlig sympatisk flair for at fortælle levende og indfølt om sit forbillede. Han forklarer de enkelte numre, hvad de har betydet for ham, og hvordan han egentlig fik øjnene op for Charlie Parker.

”Det var min mor, der bad mig at sætte en plade på med Charlie Parker, da jeg var helt ung. Hold da op hvor det lød godt, syntes jeg. Han satte jo tonen for alle, og der vil altid være noget af Charlie Parkers ånd og sprog i den jazzmusik, vi hører i dag.”

Hvor er det berigende at opleve en jazzkunstner med så stor lyst til at kommunikere med sit publikum. En stille og charmerende elegantier, det er han. Jeg hører Oilly Wallace første gang for fire år siden som sideman i den norske trommeslager og komponist Snorre Kirks orkester, hvor der ikke er tvivl om, at han en dag vil blive et uomgængeligt navn i dansk jazz. Og der er han så i dag.

I den følsomme East of the Sun (And West of the Moon) spiller Oilly Wallace sjælen ud på hver en celle i sin krop. Uden at det koster ham øjnene ud af hovedet. I hans hænder er altsaxen alt andet end et masseunderholdningsvåben. Det er et instrument, som han modent mestrer at udnytte til fulde. Både eksplosivt, men også fredeligt, nærmest foredragende som i denne skønne ballade.

Calle Brickman, vinder af Erik Moseholm Prisen 2019, på klaveret lader ham ikke noget efter i virtuositet. Hans spil byder på en overflod af flotte løb og akkordtrylleri. Alt imens han smilende kigger op på de andre, som smiler tilbage. De spiller alle med groovy, udadvendt glød, som rammer rent hos publikum i en trekvart tom, men alligevel udsolgt teatersal.

Matthias Petri er formidabel ankermand på bassen, og bag trommerne brillerer Andreas Svendsen. To stærke personligheder, som begge har været den næsten obligatoriske vej forbi New York for at studere og suge til sig af jazzens kringelkrogede univers. De er skarpe i alt, hvad de spiller.

Oilly Wallace smiler af og til lidt undskyldende, når han ikke lige synes, at han rammer sit eget høje ambitionsniveau. I Segment - Tune X af mesteren selv, leverer han en lille prøve på det. Forinden har han forklaret, at det er et nummer af høj sværhedsgrad, som han har øvet sig meget på. Men der skal lyttes ned i detaljen for at få øje på problemet.

Oilly Wallaces kærlighed til Charlie Parker er dybfølt. Alt imens han peger på det store billede på lærredet i baggrunden, opfordrer han alle til at gå ud og søge ham.

”Han vil altid være at finde derude. Hans ånd og tone er overalt,” siger en næsten bevæget smilende Oilly Wallace.

Med Donna Lee fra Charlie Parkers eget katalog rullende i højt tempo ned gennem teatersalen bliver et stående, applauderende publikum sendt ud på en dejlig sommeraften for at finde Charlie Parker. For han findes i al jazzmusik. Overalt. I hele verden.