AARHUS JAZZ FESTIVAL
July 13 - 20 2024
Swingstyrke 10

Swingstyrke 10

16/7/2022 | Forfatter: Ole Bisbjerg | Fotograf: David Bisbjerg
Gunde On Garner, Dokk1 15/07/2022

View photogallery from this concert


Sådan lød vejrmeldingen, da Henrik Gunde Trio gæstede Dokk1 fredag eftermiddag.


 

Henrik Gunde Trio har efterhånden spillet sammen i en hel del år, og det kunne man godt mærke på den tæt sammenspillede trio.

Idéen bag projekt Gunde on Garner er at spille kendte og populære melodier i fortolkninger, som den berømte amerikanske pianist og komponist Erroll Garner (1921-1977) måske ville have gjort det. 

Bandet har efterhånden udgivet tre cd'er, og repertoiret ved eftermiddagens koncert kom fra alle tre. Vi fik en skøn blanding af danske klassikere som f.eks. Hvorfor er lykken så lunefuld og Tango Jalousie samt et større potpourri af fortolkninger af Bent Fabricius-Bjerre sange, som stammede fra udgivelsen i 2021, hvor Erroll Garner ville være blevet hundrede år.

Rockmusik er også en del af bandets repertoire. Vi fik Kloden drejer i den sejeste swingfortolkning, jeg har hørt, og George Harrisons Something og Billy Joels Just the Way you are swingede også til den store guldmedalje. Something var i øvrigt også på Garners eget repertoire op gennem 1970'erne. Endelig blev flere filmmelodier bearbejdet.

Der er ingen tvivl om, at bandet kan deres Erroll Garner ned til mindste swingende detalje. Og vi fik da også smagsprøver fra Garners egne kompositioner, f.eks. klassikeren Misty som et flot og imponerende ekstranummer.

Henrik Gunde er en fremragende pianist, der også kan lide at drille de øvrige bandmedlemmer. Det var tydeligt i den obligatoriske intro til melodierne, hvor man flere gange kunne høre og se overraskelsen hos Nicolas Kock (bas) og Karsten Bagge (trommer), når Henrik Gunde valgte en ny variation. 

Men begge musikere leverede gennem hele koncerten den bundsolide musikalske backing, der er helt nødvendig for Henrik Gundes fabulerende og nærmest ekspressionistiske improvisationer, der rummer stort set alt, hvad der teknisk kan lade sig gøre på et klaver.

Gunde on Garner var den niende jazzkoncert i salen på Dokk1 under årets jazzfestival. Arrangøren fortalte, at det faktisk var første gang i år, at der var jazz i den flotte sal i biblioteket. Vi må håbe, at der også i de kommende år vil være baggrund for koncerter her, for både akustik og faciliteter er i topklasse, ligesom eftermiddagens koncert med Henrik Gunde Trio.

PS
Næste indspilning med Gunde on Garner finder sted i Brabrand i november 2022.

 



Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C