På et godt fyldt Radar leverede Maria Faust og Kira Skov en bjergtagende koncert. En intim, længselsfuld og søgende oplevelse, der afspejlede deres fælles projekt i en rejse gennem Estland.

Både Kira Skov og Maria Faust er to af de musikere, som vi kan være allermest tilfredse med at have boende her i landet. Det fik man endnu en gang bekræftet ved deres fælles koncert på Radar. Bandet bestod af fire blæsere, bas og trommer samt Kira  selv og var dermed en nedskaleret version af den oprindelige lyd fra pladen In The Beginning.

Dog følte man ikke, at der manglede noget i besætningen. Blæsergruppen, der bestod af de prominente navne Anders Banke, Tobias Wiklund, Ned Ferm og Maria Faust havde en særegen og fyldig samklang. Deres toner viklede sig ind og ud af hinanden og spændte et smukt nuanceret bagtæppe ud bag Kira Skov. Arrangementerne afspejler i høj grad den sælsomme varme og dybe melankoli, som Maria Faust har en helt unik evne til at fremdrive på én og samme gang.

Både lyrik og det samlede udtryk var søgende og længselsfuldt. De to frontkvinders fælles projekt handler da også om at finde fortabte sange i deres rejse gennem det estiske landskab. Musikken havde for mig netop samme farver som det estiske flag. Det lyse, det mørke og mørkeblå i en flot sammensmeltning, der sammen fortæller om den ombruste historie, som landet har gennemlevet. Tab og længsel hørtes tydeligt.

Undervejs oplevede Kira Skov en smule problemer med lyden på scenen, hvilket kastede ganske få usikre passager af sig. Jeg lod mig dog langtfra mærke af dette, for Kira er så rutineret, at hun ved, hvordan man løser den slags, når det opstår. Hun var en given og naturlig formidler af det dunkle saga-univers, som iblandt lød, som om det berettede om fabeldyr, der var filmen Pans Labyrint af Guillermo Del Toro værdig.

Selv om der var problemer med lyden på scenen, var lyden udadtil noget nær perfekt afstemt. Fra min plads bagest i lokalet hørtes hver en detalje, uden at lyden i de mest dynamiske passager blev forstyrrende høj. Tilsvarende blev der ikke udvekslet ét ord blandt publikum, og der var mellem numrene rystende stille. Når en solist trådte frem fra blæsersektionen, blendede de resterende sikkert ind bagved, eller lod lyden fra instrumentet tale for sig selv.

På trods af Kira Skov og Maria Fausts noget forskellige baggrunde var lyden i det hele taget naturlig og organisk. En stor oplevelse på Radar, og jeg fik ved koncertens ende allerede lyst til at dykke dybere ned i de to kvinders samlede værk igen.