Den gamle saxofon synger igen

7/7/2023 | Forfatter: Jørgen Nielsen

Musikinstrumenter er nøgternt set værktøjer til frembringelse af lyd. Kvaliteten kan variere, og nogle ligger bedre i hånden end andre. Men betyder det noget for en snedker, hvem der tidligere har ejet hans værktøj? Måske, hvis det var en kær slægtning eller en verdensberømt møbelsnedker. Tenorsaxofonisten Jan Harbeck har overtaget en saxofon, der har tilhørt Stan Getz, én af verdens allerstørste jazzmusikere. Gør det en forskel for hans spil? Og har instrumenter overhovedet en sjæl?

Hun er født i 1939, men på ingen måde mærket af sin alder. Stemmen er klar og fuldtonet, og selv om der er godt med patina, er der ingen tvivl om hendes stjernestatus. Når hun sammen med Jan Harbeck og hans kvartet går på scenen, er hun klar til at levere varen, som så ofte før i sit lange liv. Navnet er Selmer Balanced Action, og hun er en diva, der er vant til kavalerer med følsomme hænder og styr på mundtøjet. Siden hun flyttede ind hos den nu 48-årige danske tenorsaxofonist Jan Harbeck i 2020, har hun skubbet forgængeren, en Selmer MK VI ud af reden.
 
For Jan betød det et radikalt brud med det instrument, han som nittenårig købte for sin børneopsparing. Miss Balanced Action er ikke hvem som helst. Hun er det selvsamme, franskbyggede instrument, som Stan Getz (f. 1927) spillede på i sine unge år med Woody Herman og Benny Goodman. Getz havde købt hornet af en mand, som ejede hele tre, med fortløbende serienumre, og som han kaldte ”The three Sisters”. Men da den amerikanske stjernesaxofonist slog sig ned i København 1958, havde han kastet sin kærlighed på et nyt stykke værktøj, den seneste model MK VI fra Selmer. Den samme model, som Jan Harbeck nu har degraderet til reservehorn. Sådan kan det gå.
 
Det smukkeste instrument
I 1960 solgte Getz derfor sin gamle saxofon til musikforretningen Marno Sørensen, som hurtigt ekspederede den videre. Det blev til 60 års trygt samliv med en ny, kærlig ejer. Nu er hun så flyttet ind hos Jan Harbeck, og har lige siden beriget hans musikerliv. Ifølge hendes nye partner er der tale om et varigt og lykkeligt forhold.

Mange musikere er på evig jagt efter den optimale lyd, og skifter ofte instrument i håb om at finde deres optimale stemme, medens andre er trofaste mod deres grej, hvad enten der er tale om en saxofon, en guitar eller et trommesæt. Når saxofonister mødes, går snakken om mundstykker, ligesom guitarister snakker effektpedaler og forstærkere.

Jan Harbeck er den trofaste type, eller måske snarere en seriel monogamist med hensyn til sit hovedinstrument. Når han taler om Stan Getz´ gamle horn, bliver han varm i stemmen:

”Det er det smukkeste instrument, jeg nogensinde har set; den er så levende at spille på, den folder sig ud mellem hænderne på én. Man kan mærke, at den er blevet elsket gennem årene, og så er det jo fuldstændig surrealistisk, at en mestermusiker som Stan Getz har spillet på den, Besjælet den, for at bruge et stort ord”.

I kærlige hænder
For at vende tilbage til håndværkeranalogien: Betyder det noget som helst, om dit grej kommer direkte fra fabrikken, eller er blevet blankslidt af kærlige hænder gennem årene? Jan Harbeck har sin egen mening:
 
”Der er noget med, at når akustiske instrumenter er blevet spillet på en bestemt måde i mange år, lægger molekylerne sig på en særlig måde, siger han, og fortsætter:
 
”Det her bliver lidt nørdagtigt, men Stan Getz havde det med at spille otte-toneskalaer, altså skiftevis en hel og en halv tone. Det har jeg øvet mig på siden jeg var helt ung, men da jeg spillede det på denne saxofon, føltes det pludselig helt naturligt. Der er nogen ting, der nu er blevet en del af mit spil, måske fordi instrumentet er blevet ”spillet til” på den måde. Det er helt vildt at kunne få lov at spille på den; jeg har det sådan, at hver gang jeg åbner kassen og kigger på den, bliver jeg helt forelsket – ja, rørt, faktisk!”
 
At et teknisk set forældet produkt med mere end 80 år på bagen stadig fungerer som et ædelt stykke værktøj, handler også om, at slid og ælde ikke altid er negative faktorer. Strygeinstrumenters klang kan vokse med alderen, og det samme gælder træblæsere, som er den familie, saxofonen tilhører, skønt lavet af metal. Navnet stammer fra det blad, oftest af bambus, som vibrerer når der blæses luft henover det. For en saxofon med alle de bevægelige dele, er det en høj alder, og den er naturligvis blevet serviceret og passet godt på.
 
”Når lakken slides af, kan metallet faktisk vibrere mere frit, fortæller Jan Harbeck. Lakken falder af naturligt visse steder på grund af vibrationer i hornet og sved fra hænderne, og det er en proces, der er med til at farve lyden”.
 
Eventyret om de tre søstre
Selve processen omkring købet af instrumentet er næsten som hentet ud af et eventyr: Den tidligere ejer var ikke interesseret i at den skulle ende på væggen hos en samler, så der skulle drikkes mange kopper kaffe, inden Jan overhovedet fik lov at blæse i hornet. Endsige købe det. Som en fader, der kun ville gifte sin datter bort til den rigtige bejler. Meget sigende omtalte han sin saxofon som ”hun” – den ene at de Tre Søstre. Salget gik omsider i orden, og et venskab blev grundlagt, desværre kortvarigt, da sælgeren døde kort efter. Ved bisættelsen spillede Jan Harbeck selvfølgelig på hornet. En værdig afrunding på historien.  
 
At finde sin egen stemme
De fleste kan, uden at være eksperter, genkende lyden af saxofonister som Ben Webster og Stan Getz. Måske fordi saxofonen ligger tæt på den menneskelige stemme. Men lyder en Selmer Balanced Action fra 1939 så som Stan Getz?
 
 ”Fordi det er en god saxofon, kan den lyde på mange måder. Getz, fx brugte et mundstykke med en meget lille åbning og et hårdt blad. Det gav ham den karakteristiske luftige og lyse klang, hvor jeg mere går i retning af Ben Webster og Paul Gonzalves. Min klang er væsentlig mørkere, men jeg prøver at nå hen til at lyde som mig selv, og folk fortæller mig ofte, at de kan genkende mig på lyden. Som ung musiker prøver man måske at lyde som sine idoler, men målet må være at finde sin egen stemme. Og jo ældre jeg bliver, des mere bliver tonerne blot et middel til at fortælle en historie i det fælles rum, hvor vi alle sammen mødes omkring musikken i de par timer en koncert varer.”

Hør Stan Getz her i en tv-optagelse fra 1966:

 
Efterskrift
Vi er tilbage i 1989, under den første udgave af Aarhus Jazzfestival. Arrangementschef Ilse Vestergaard leder efter et nyt hovednavn til Musikhuset i stedet for en sygemeldt Sarah Vaughan, og det lykkes i sidste øjeblik at få lavet en aftale med Stan Getz og hans kvartet. Siden sit ophold i Danmark, har han opnået verdensberømmelse, men også gennemgået voldsomme trængsler på grund af sit misbrug. Det er en slidt mand, der med sit følge ankommer til Aarhus med færgen fra Kalundborg.

Ilse Vestergaard fortæller: ”Han var ledsaget af sin kone og en sygeplejerske, for på det tidspunkt var han allerede syg af leverkræft. Han var træt og behøvede meget hvile, men han var sød og venlig, helt modsat sit rygte som meget besværlig. Det eneste særlige ønske han havde, var at komme ned på Husets Musikteater og høre Zawinul Syndicate efter sin egen koncert i Musikhuset”.

Det blev hans sidste besøg i Aarhus. Hans egen koncert i Store Sal blev optaget af Verner Kjersgaard fra DR, og udsendt posthumt i 1997 som Soul Eyes.

Hør albummet Soul Eyes på Spotify:

Den ultimative svanesang fra Stan Getz blev sunget på Jazzhus Montmartre i marts 1991, da han blot tre måneder inden sin død spillede fire aftener sammen med pianisten Kenny Barron. People Time blev titlen på værket, der strækker sig over syv CD´er. Et gribende mesterværk, hvor man for sidste gang kan fordybe sig i hans legendariske lyd og ubesværede improvisationer.

Hans aske blev spredt i havet fra hans saxofonkasse ud for Californiens kyst. Hvem der i dag spiller på hans sidste horn, vides ikke, men mon ikke der stadig lever noget af hans ånd i metallet? Forhåbentlig ligger den ikke i en montre hos en samler, men får lov at leve videre, lige som den gamle Balanced Action.

HØR KONCERTEN PÅ AARHUS JAZZ FESTIVAL

Jan Harbeck Quartet - Stan Getz' tenorsax

10. juli kl. 16.00 i Helsingør Theater (Den Gamle By)