AARHUS JAZZ FESTIVAL
11. - 20. juli 2025

Mød JazzLive-skribenterne

12/7/2017 | Forfatter: Aarhus Jazz Festival


De skriver for JazzLive under Aarhus Jazz Festival


ANYA WINQVIST

Jeg er tegner, og for mig handler jazz i højere grad om følelser og stemninger end om fakta og viden. Følg mig gennem jazzfestivalen gennem film og billeder, på et niveau hvor alle kan være med til at nyde festivalen.

 

CARL ANCHER PEDERSEN

Jeg er passioneret musikelsker med særlig forkærlighed for jazz og rock. Min tilgang til musikken er åben. Jeg er til alt fra det stilfærdige og iørefaldende til det vilde, voldsomme og eksperimenterende, så længe det er velspillet, og hjertet er med. Siden 2007 har jeg redigeret jazzfestivalens program på både print og web, ligesom jeg i flere år har været medlem af Jazz Live-redaktionen som skribent og redaktør. 

 

JØRGEN NIELSEN

Jeg har været med til at dække Aarhus Jazzfestival i mere end 10 år som skribent og fotograf. Jeg er udover mit arbejde som freelance fotojournalist også aktiv som bassist og stod desuden bag bogen "Rock i Aarhus" fra 2008 som redaktør og medforfatter. At være med til at dække en så stor og varieret musikbegivenhed som Aarhus Jazz Festival er som at være på en årlig dannelsesrejse rundt i jazzens uendelige univers - og er med til at udfordre mig, både som skribent og fotograf.


JØRN GADE

Jeg er ikke musiker, bare musikelsker. Af en eller anden grund har specielt jazzen vundet mit hjerte. Jeg elsker at høre jazzen på plade, på nettet, på P8-jazz – og ikke mindst live. Det at opleve musikernes spillen sammen og spillen op til hinanden. Alt det man ikke kan se, når man bare hører musikken. Jazz skal opleves – ikke bare i en festival, men gerne året igennem. Glæder mig dog igen i år til årets jazzfestival – for at høre det kendte og elskede og for at opleve det ukendte ... som jeg måske kan li'. Intet er bedre end at blive positivt overrasket!


LARS BORUP

Jeg er uddannet journalist og musiker. Har skrevet for Jazz Live i en længere årrække. Laver også konsulentarbejde for Jazzfestivalen og er konferencier i Bispejazz teltet. Resten af året skriver jeg artikler om musik og musikere primært til fagblade. Underviser året rundt i journalistik og kommunikation. Spiller i flere orkestre og har eget bookingfirma.

 

OLE BISBJERG

Jeg holder meget af jazz. I alle afskygninger. Jazz er livsglæde og energi. Jazz skaber nye fællesskaber og bringer mennesker sammen. Aarhus Jazzfestival er en manifestation af jazzens livskraft og viser både tradition og fornyelse. Jeg glæder mig til at formidle stemninger og oplevelser og ikke mindst til at blive udfordret af jazzens vildtvoksende undergrund. I mit tidligere liv har jeg bl.a skrevet for Jyllands Posten og været leder af musikområdet på Det kongelige Bibliotek, Aarhus.

 

MARIA SCHMIDT

 

 

 

 

 

Jeg spiller ikke selv, men har dog en stærk kærlighed til jazzmusikkens forskellige ansigter og dens vitalitet. Som Jazz Live-skribent, fokuserer jeg på koncertoplevelsen i sig selv, og hvilken energi der foregår mellem publikum og musikerne i dette live-moment. Personligt holder jeg både af jazz, der giver mig konnotationer til livet på en svensk ødegård, alt med blæsersektion på, og det der kan få hofterne til at svaje let. 

KASPER ROCHHOLZ

 

 

 

 

 

Jeg er en passioneret formidler af musik, teater og kulturelle oplevelser. I min fritid skriver og blogger jeg om koncerter, plader og teater. Min kærlighed til jazz startede i barndommen, hvor jeg voksede op med saxofonens toner og jazzens beat. Saxofonister som Stan Getz, Charlie Parker, Ben Webster og flere af de store amerikanske har jeg lyttet til på mit drengeværelse, og de har dannet grobunden for min fascination af jazzmusikken. Hos JazzLive ønsker jeg at dele de vidunderlige minder og oplevelser, som jazzmusik kan bringe. If it ain’t music; it ain’t

JAN HYLDIG

 

Beat, Blues, Jazz - min rute ind i jazzen. Hele vejen i eksperimenterende og søgende versioner. Free Jazz, Spirituel, Poetisk, Nordisk og alt det, der ikke lader sig sætte i bås, og så er jeg født med en pen i hånden – jeg lytter mig frem, og glæder mig til næste tone.

HANNAH WITHEN HEJL

 

 

 

 

 

Der er noget over at lytte til musik og at skrive på samme tid, som om skriften bliver styret i forskellige retninger af den - særligt: jazz. Da jeg var tre år gammel fik jeg en DAB-radio i fødselsdagsgave., altid stillet på p8-jazz. Siden da er jeg blevet glad for flere musikgenre, men jazzen vil altid være noget ganske særligt for mig. Derfor ser jeg meget frem til at være skribent i Jazz Live redaktionen. Jeg håber på at kunne bidrage med noget umiddelbart og poetisk om musikkens i dens nu. 

 



Se flere reportager her >

Flere fotogallerier her >

Aarhus Jazz Festival

Godsbanen, Skovgaardsgade 3

DK-8000 Aarhus C