Den store amerikanske jazzguitarist blev hyldet i Musikhuset, 50 år efter sin død.

Aftenens koncert hylder den for 50 år siden afdøde jazzguitarist Wes Montgomery. Han anses for en af verdens fineste, og han havde indflydelse på mange af dem, der kom efter ham. Han var kendt for at spille i en slags plukkende stil, hvor han brugte tommelfingeren i stedet for plekter.

Både Claire Martin og Jim Mullen har vundet priser for deres musik. Martin har sunget siden hun var 16 år. Som 19-årig sang hun på Ronnie Scotts legendariske jazzklub i Soho. Som 21-årig dannede hun sin egen kvartet, og i 1991 udsendte hun sit debutalbum The Waiting Game. Det blev valgt som en af avisen The Times’ Records of the year. Samme år åbnede hun for Tony Bennett ved Glasgow International Jazz Festival. Hun turnerer flittigt i hele verden. Hun var i Aarhus sidste år, hvor hun hyldede Ella Fitzgerald, der ville være fyldt 100 år.

Jim Mullen var sammen med tenorsaxofonisten Dick Morissey leder af det britiske jazzfunkband Morrissey-Mullen. Han har indspillet album med mange store navne. Med Claire Martin indspillede han i 2002 He Never Mentioned Love.

Der lægges ud med West Coast Blues, og derefter kommer Willow Weep For Me. Det er et godt sammenspillet band, vi hører, og der er mange stærke soloer - selvfølgelig af Jim Mullen, men også Mads Bærentzen (piano) og Thomas Ovesen (bas) får spillet igennem. Den dejlige standard Polkadots And Moonbeams af Jimmy Van Heusen og Johnny Burke swingede helt, som den skulle.

Andet sæt blev sparket i gang med Duke Ellingtons Caravan. I dette sæt var det Mel Tormé’s smukke Born to be blue, der stod stærkest.

Alt i alt en dejlig aften med Claire & Co., selv om både band og publikum var ved at smelte i Musikhusets foyer. Hot and Sweet indeed!